Kira Eggers er blevet smittet med corona. Og selvom den potentielt alvorlige sygdom har sat sine spor på hendes helbred, så ser hun smitten som en velsignelse.

Det fortæller hun i et Instagram-opslag.

'Jeg er testet positiv. Nogen vil mene, det er skørt, men jeg har egentlig ikke andet at sige, end at det er en velsignelse i en eller anden forstand,' skriver hun.

Den personlige træner og tidligere nøgenmodel har nemlig planlagt en bootcamp i Mexico den kommende tid.

'Ville blive så træt af at stå med 13 mennesker to dage før afgang til retreat i Mexico med corona. Så er det altså bedre, at jeg får det nu,' skriver hun.

47-årige Kira Eggers kunne søndag mærke, at noget var galt. Hun havde ømme muskler, irritation i øjnene og hovedpine.

'Ud over det mærker jeg ikke noget, men jeg havde en underlig følelse, jeg ikke kunne genkende. Man ved det uden af rigtig at vide det,' skriver hun.

'Jeg er godt klar over, at jeg kan nå at blive ramt på fuld smadder de næste dage, men må bare holde fast med næb og klør.'

Trods sygdom virker Kira Eggers ovenpå, og den personlige træner og kostvejleder har et par gode bud på, hvordan hun skal komme igennem forløbet.

Hun tager sig to daglige shots tequila, fortæller hun.

Herudover tager hun Panodil for at slå feberen ned, lige som at hun gnasker løs på sine yndlingslakridser, så hun kan nå at nyde dem, inden hun potentielt mister smagssansen.