King of Comedy: Tæt på sandheden om Jonatan Spang

Koncentrationen lyser ud af øjnene, som han sidder der i backstage-sofaen på det københavnske testlaboratorium Play med en stak papirer i hånden. Det er benhårdt arbejde at være sjov. Nu skal han ind og teste, hvor sjov han egentlig er.

»Når du bor i København, befinder du dig i en form for boble. Så det er enormt sundt at komme lidt ud af den lukkede virkelighed, som man hurtigt kan komme til at befinde sig i,« siger han om sin kommende turné.

»Men jeg kan da godt blive nervøs, hvis jeg tænker over, hvordan det skal gå. For når man laver fjernsyn, ved man reelt ikke, hvordan det bliver modtaget ude i stuerne,« siger Jonatan Spang med enkelte bekymringsrynker i panden.

Kasketten trækkes godt ned over dem, cowboyjakken slænges i sofaen. Han tager stakken af papirer i hånden, laver hop på stedet, tager en dyb indånding. Og vupti, står han på den lille scene. Badet i klapsalver. Velkommen til 'Typisk'.

Det er fire år siden, at Jonatan Spang sidst stod derude blandt folket. Mærkede på sin krop, hvor humorens vingesus blæste hen.

I de mellemliggende år, hvor han har bestyret DR2's satireprogram 'Tæt på sandheden', er superlativerne fløjet om ørerne på ham. 'Knivskarp', 'begavet satire', 'lynende intelligent' lyder et par af dem.

Nu skal han, der som dreng blev kaldt 'knogle', vise, at han live stadig er en af de skarpeste knive i comedy-skuffen, der kan skære helt ind til benet.

Men det har ikke været gratis at komme dertil for Jonatan Spang. For arbejdet har været noget nær en besættelse, som han først nu har kunnet vriste sig delvist fri af.

I en alder af 41 og takket være kærligheden er Jonatan Spang endelig blevet sådan én, der tør lette på arbejdskasketten og være til stede i nuet.

Sådan én – joker han – der lever et voksent liv i villa med have og surbundsbed.

»Min kæreste har klart gjort mig til et bedre menneske,« siger han smilende om kæresten Louise Ryberg, som han har været sammen med i tre år.

»Der er ingen tvivl om, at hun har rykket mig tættere på dét menneske, som jeg gerne vil være. Hun insisterer på, at 'nu lægger du arbejdet væk, for vi skal noget andet'. Og det er jeg enormt taknemmelig for, for jeg tror ikke, at jeg havde været i stand til at stoppe det selv.«

Vejen til Jonatan Spangs ustoppelige succestinder var ikke lige til at se hen over ligusterhækkene i den københavnske forstad Gladsaxe, hvor han voksede op. En tynd, splejset og utilpasset knægt, der ikke gad spille fodbold som de andre drenge.

Han husker, at han var søgende. Mod hvad, vidste han ikke. Bare væk.

Da han første gang i folkeskolen fandt ud at, at han kunne få folk til at grine, vidste han heller ikke, at det skulle føre til noget. Og da slet ikke noget stort.

Det var ved en juleafslutning, hvor eleverne skulle optræde for forældre og søskende, og hvor Jonatan Spang spillede dansk tv's sjoveste mand, 'tjener Frandsen' fra underholdningsprogrammet 'Under uret', at han mærkede kicket.

»Hér var noget, jeg elskede at lave. En følelse af enorm energi, fordi man på en måde har magt over en større gruppe mennesker. At få en hel sal op at køre og at få den helt stille. Det kan stadig give mig et kick,« fortæller han. Og smiler næsten blufærdigt.

Første hint, til at det skulle være hans levevej, fik Jonatan Spang, da han efter 9. klasse valgte gymnasiet fra for at starte på Den Fri Ungdomsuddannelse, et tilbud – der ikke længere eksisterer – hvor eleven var i centrum og selv kunne sammensætte sin uddannelse.

»Skulle nogen have brug for en 'posterboy' for, at Den Fri Ungdomsuddannelse gav mening, så er jeg oplagt. For de ting, jeg fik prøvet af, gav mig modet til at hoppe ud i det. Fra da af var jeg meget målrettet.«

Dét, Jonatan Spang hoppede ud i, var teatret og standupcomedy. I 1999 vandt han ikke alene DM i Stand-Up, han startede også på skuespillerskolen. Og vidste, at skulle han gøre sig nogen forhåbninger, skulle der mere end blot talent til.

For på skolens gange hang gruppebilleder af alle tidligere årgange, og Jonatan Spang mindes, hvordan han spottede Thomas Eje på ét, Mads Mikkelsen på et andet. Resten kendte man ikke.

»Man kunne jo godt se, at der ikke var arbejde til alle. Men jeg ville bare så gerne være med. Jeg ville ikke gå glip af noget, ville være ham på billedet,« husker han om dét, der ikke kun blev startskuddet for hans succes, men også besættelsen af sit arbejde.

»Så er vi tilbage ved det med ikke at have et liv,« sukker han. Han har erkendt, at hvad han har vundet i succes og priser, har kostet på livskvaliteten.

Han fortæller som eksempel om en periode, hvor han hver aften i måske fem uger spillede en forestilling på Mungo Park i Nordsjælland og samtidig om dagen gik til prøver på Aarhus Teater.

»Det var helt sindssygt, et ikke-liv. Det var noget værre lort,« erkender han og ryster på hovedet. Af sig selv.

Det er et par dage efter Jonatan Spangs testshow på Amager. Vi sidder på hans lille, ydmyge kontor på Vesterbro. Der er ordentligt. Ryddet.

Han peger hen mod hjørnet af skrivebordet, hvor den stak papirer, som han få dage tidligere brugte til showet, ligger. At de ligger hér, beviser, at han er blevet et bedre menneske.

»I gamle dage var hele min stue, alle mine vægge plastret til med papirer. Der kunne sådan et projekt som at lave et nyt show blive altfortærende, fylde hele mit liv.«

»Nu ligger de her. På kontoret. For det er her, at jeg arbejder,« siger han og klapper venligt på bunken.

»Jeg har været…. dedikeret er nok for positivt et ord. Jeg synes ikke, at det er så positivt. For det æder én op. Besættelse er nok mere ordet.«

»Men jeg ville ønske, at jeg var bedre til at give slip på ansvaret og ikke være så kontrollerende. Det er noget, som jeg kæmper meget med. Det bremser og gør noget ved livskvaliteten, ikke?« siger han spørgende, som søger han bekræftelse på den erkendelse, han er nået frem til.

»Der er klart sket noget med alderen, og det synes jeg er enormt rart. Men jeg ville gerne længere ud ad den vej. Ikke fordi jeg har lyst til at være ligeglad eller lave tingene med venstre hånd, men jeg har ikke lyst til ikke at være så besat af det.«

Han smiler stolt. Tryller endnu et eksempel frem på, hvor meget han har rykket sig.

»Nu er jeg i den lykkelige situation, at min kæreste insisterer på, at vi holder sommerferie i år. Det er jeg enormt lykkelig og hende dybt taknemmelig for, at vi gør.«

Ude på Amager, hvor Jonatan Spang tester sit kommende show, koger den lille intime sal af lykke og begejstring. Sveden driver af ham i takt med, at bunken af arbejdspapirer svinder ind.

Han har været vidt omkring. Miljø. Identitetspolitik. #MeToo. Det moderne ungdomsoprør. Racisme. De store historier gennem de personlige.

Og som det sig hør og bør i den verden, står også kæresten for skud. Det er dén del af pakken Jonatan Spang, som der ikke kan rykkes ved.

»Der er ikke noget, jeg ikke må sige, så på den måde er der ikke en grænse. Men det kan selvfølgelig blive rigtig træls at komme hjem, hvis jeg siger nogle forfærdelige ting,« griner han og er glad for at lave noget, som får andre til at grine.

»Og forhåbentlig tænke et eller andet, når de går hjem. Det synes jeg er en stor kvalitet.«

Spørger man ham, der engang blev kaldt 'knogle', om han i en alder af 41 år er blevet det menneske, han gerne ville være, opstår der en sjælden talepause.

En lang pause, hvor hånden kører rundt i skægget på hagen, og de blå øjne kniber sammen i koncentration.

»Der er ingen tvivl om, at hvis jeg kunne rejse tilbage i tiden og møde mig selv som 20-årig og fortælle, at det her er, hvad der er sket, så ville den 20-årige være ovenud lykkelig. For det var jo alt det, jeg drømte om. Og mere til,« svarer han så og fortsætter:

»Men som menneske er der da ting, som jeg ville ønske, at jeg var bedre til. Hvor kedeligt det end lyder, har jeg et mål om at få et mere afbalanceret arbejdsliv. Og om, når vi starter 'Tæt på sandheden' op igen til næste år, at det skal blive sjovere og rarere at være mig og at arbejde sammen med mig.«

'Typisk' har premiere i København 22. august og fortsætter frem til midten af december i resten af landet