I det sidste halve år før sin død arbejdede Kim Larsen på en erindringsbog i samarbejde med forfatteren Jens Andersen.

»At Kim Larsen og jeg mødtes omkring et bogprojekt, hvor han - som han sagde med glimt i øjet - 'helst ville sige sandheden, men det kan jo være svært for en lystløgner', har været en interessant og berigende oplevelse i det trekvarte år, det stod på,« siger Jens Andersen i en pressemeddelelse fra Politikens Forlag.

Han og Kim Larsen nåede at gennemføre en række lange interviews, hvor nationalskjalden fortalte om sin slægt, sine rødder, sin barndom og sin ungdom – hele tiden frem til starten af 1970’erne, da det store gennembrud med Gasolin kom.

De danner basis for erindringsbogen, som udkommer 4. december på Politikens Forlag.

»Hver gang sad Larsen klar hjemme i køkkenet i Odense med guitaren, smøgerne og kaffen inden for rækkevidde. Klar til at fortælle. 'Er du også klar J.A.?', sagde han med et drilagtigt grin,« fortæller Jens Andersen om de mange interviews med den folkekære sanger, som desværre ikke længere er i blandt os.

»Jeg tror, at Kim Larsen selv var overrasket over, hvor detaljeret hans livsfortælling blev, som den skred frem. Det var ligesom lag på lag, der pludselig var sat i skred. Det rullede bare derudaf, og det virkede også som om, han blev mere og mere inspireret og undervejs flyttede erindringer over i sit musikalske univers. Hver eneste gang sluttede han vores lange samtaler med en lille dramatisk cliffhanger, så jeg kunne glæde mig til næste gang. Jo, jo, en rigtig spillemand - og en djævleblændt god mundtlig fortæller,« fortsætter han.

Da Kim Larsens døde den 30. september efter længere tids sygdom havde han og Jerns Andersen ikke nået at gennemføre alle de planlagte samtaler, som bogen skulle bygge op om.

»Til det sidste ærgrede det Kim, at de ikke nåede at blive færdige med hele fortællingen, men nu færdiggøres bogen i den ånd, som har præget hele samarbejdet,« siger Kim Larsens manager Jørn Jeppesen.

(ARKIV) Kim Larsens fotograferet den 1. maj 2010. Hvad gør vi nu, lille du? Kim Larsen gav koncerter til det sidste, selv om det var siddende. Men søndag blev der stille, da den gamle hankat sov ind. Det skriver Ritzau, søndag den 30. september 2018.. (Foto: Jeppe Bøje Nielsen/Ritzau Scanpix)
(ARKIV) Kim Larsens fotograferet den 1. maj 2010. Hvad gør vi nu, lille du? Kim Larsen gav koncerter til det sidste, selv om det var siddende. Men søndag blev der stille, da den gamle hankat sov ind. Det skriver Ritzau, søndag den 30. september 2018.. (Foto: Jeppe Bøje Nielsen/Ritzau Scanpix) Foto: Jeppe Bøje Nielsen
Vis mere

Derfor er der grobund for en to'er, hvor Jens Andersen afslutter historien om Kim Larsens liv og karriere.

»Resten af historien håber både familien og jeg på, at Jens laver senere,« fortsætter Jørn Jeppesen, som Kim Larsen selv kaldte sin 'impresario'.

Kim Larsens familie bakker op om erindringsbogen, men ønsker ikke at udtale sig i forbindelse med udgivelsen.

Over hele landet markerede danskere Kim Larsens død i fredags, hvor gader og stræder blev fyldt med optog til ære for nationalskjalden.

Blomster, øl, smøger og hilsner er lagt foran det portræt, der er blevet malet på hegnet ind mod Christiania på Prinsessegade i København til ære for Kim Larsen.
Blomster, øl, smøger og hilsner er lagt foran det portræt, der er blevet malet på hegnet ind mod Christiania på Prinsessegade i København til ære for Kim Larsen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Søndag sendte DR et stort show på Rådhuspladsen i København, hvor en lang række danske musikere hyldede Kim Larsen med fortolkninger af hans enorme bagkatalog.

Kim Larsen selv gik på scenen for sidste gang, da han gav koncert i Holbæk den 25. august.

'Kim Larsen var i sin sidste stund omgivet af sin kone Liselotte samt sine seks børn Pelle, Sylvester, Alice Eva, Molly, Hjalmer og Lui,' skrev Jørn Jeppesen, i pressemeddelelsen, hvor han oplyste danskerne om tabet af nationalskjalden, dagen efter at han var gået bort.

Kim Larsen blev 72 år gammel.