Kim Larsen sov søndag morgen stille ind, 72 år gammel.

Hele Danmarks gadedreng havde et image som en 'no bullshit' gavflab, men lagde heller ikke skjul på sin følsomme og til tider nostalgiske side.

Allerede for 14 år siden afslørede han over for B.T., at døden fyldte meget i hans bevidsthed.

Det satte sine spor i musikken også, blandt andet i sangen 'Sommerleg', som handler om at vi bliver født, sætter vores spor, og en skønne dag er det dét.

Musiker og sangskriver Kim Larsen.
Musiker og sangskriver Kim Larsen. Foto: Jeppe Carlsen
Vis mere

»Naturligvis tænker jeg meget på døden. Jeg forstod den ikke, da jeg var dreng. Det gør jeg nu. Det fylder mig med et stort vemod. Altså at min afsked nærmer sig. Men jeg er ikke bange for at dø. Overhovedet ikke,« sagde dengang 58-årige Kim Larsen til journalist Jan Eriksen.

På sit dødsleje kunne Kim Larsen søge trøst hos sin kone Liselotte samt alle sine seks børn Pelle, Sylvester, Alice Eva, Molly, Hjalmer og Lui, som var hos ham til det sidste. Det fortæller hans mangeårige ven og impresario Jørn Jeppesen i en pressemeddelelse.

Alle kan de nu trøste sig med, at sangeren døde med en følelse af at have opnået det han ville - og kun med en enkelt lille fortrydelse i baghovedet.

I interviewet i 2003 spurgte B.T.: Men hvad når den danske nationalskjald engang står hos Sankt Peter, og han så spørger: Fik du set det, du ville?

»Ja, det gjorde jeg. Absolut. Jeg har ikke en fis til gode. Andet end at hygge mig med musikken. Jeg har oplevet en masse. Fulgt mine instinkter. Da jeg opdagede, at jeg ikke ville være lærer, satsede jeg på musikken. Det lykkedes. Så tog jeg til Amerika. Det lykkedes ikke. Men jeg gjorde det i det mindste. Der er kun én ting, der ærgrer mig«, sagde Kim Larsen.

»At jeg brugte tre år på seminariet. Jeg ville gerne have været ude at sejle i stedet. Jeg ville gerne havde set hele verden som skibsdreng - eller blind passager,« lød det fra Danmarks nationalskjald, som rent faktisk ikke var glad for den titel.

Han ville hellere kaldes spillemand.

»Det er jo det, jeg er«, som han sagde.