- Det er en stor tragedie. Frede Norbrink - også kendt som Frede Fup - sørger over tabet af en af de helt store i Christianshavner-generationen i dansk rock. Guitaristen Thomas Grue gav Kim Larsens soloalbum 'Værsgo' (1973) den akustiske guitarlyd, der var med til at gøre den til en klassiker.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Grue døde i weekenden 58 år gammel. Han flyttede som helt ung fra Fyn til Christianshavn, hvor han hurtigt lærte de andre christianshavnerrødder at kende.

- Vi har mistet en af de bedste rytmeguitarister i landet. Thomas havde en helt unik lidt westcoastagtig klang. Det var jo det, der fik Larsen til at invitere ham med på 'Værgso'-projektet. Ingen kunne dengang vide, at det album ville få den historie, det har fået, siger Frede Fup til bt.dk.

Betød utroligt meget for Kim

- Thomas betød utrolig meget for Kim som solist. Også efter gasserne, hvor han kom med i Starfuckers og senere spillede med Kim i flere omgange. (indtil 1986, red.) Thomas' lyd var helt unik. Gå hjem og lyt til den vidunderlige 'Værgso''. Så ved du, hvad jeg mener, siger Frede Fup. 

Det er ikke nogen hemmelighed blandt vennerne, at Thomas Grue levede et hårdt liv.

- Thomas festede meget, som os andre. Vi var nogle, der forstod at skrue lidt ned. Thomas var syg i mange år. Han var simpelthen det sødeste og rareste menneske. Han havde kun en fjende, nemlig sig selv. Både Bjørn Uglebjerg, dengang han levede, og jeg selv var tæt på Thomas. Jeg ved, at Kim fulgte Thomas. Himmelblåfonden (oprettet af Kim Larsen og Peter Ingemann m.fl. med det formål at støtte diverse velgørende formål) støttede ham økonomisk indimellem, siger Frede Fup.

En gudsbenået guitarist

Da B.T. for bare fem måneder siden interviewede Kim Larsen fortalte han, at han få dage foriden havde mødt Grue på gaden.
- Thomas er en god dreng. Han er en gudsbenået guitarist, sagde Larsen til B.T.

Med sin sprøde, romantiske lyd er Thomas Grue er en stor del af soundtracket for folk, der har oplevet den danske rockscene i 70erne. Især kan hans samspil med guitaristen Ivan Horn på C.V. Jørgensens 'Vild i varmen' fremhæves.

Udover Kim Larsen, C.V. Jørgensen og Frede Fup har Thomas Grue spillet med bl.a. Stig Møller, Jomfru Ane Band, Lone Kellermann, Skousen & Ingeman, Røde Mor, Leif Sylvester, Niels Skousen og Dione Band, som ledes af den storhittende sangerinde Aura Diones onkel Leif.