I årevis har Kim Kardashian været en slags muse for Balenciaga, hvis tøj hun ofte har iført sig offentligt.

Men det kan måske være fortid.

Efter modehusets seneste shitstorm har den 42-årige realitystjerne nemlig været ude at tage afstand.

'Jeg har været stille de seneste dage. Ikke fordi jeg ikke har været chokeret og været frastødt over den seneste Balenciaga-reklame, men fordi jeg gerne ville have mulighed for at tale med deres team for selv at forstå, hvordan det kunne være sket,' skriver hun på Instagram.

Kim Kardashian har længe været en slags muse for modehuset og var bogstaveligt talt iført Balenciaga fra top til tå, da hun deltog i Met Gala i 2021.
Kim Kardashian har længe været en slags muse for modehuset og var bogstaveligt talt iført Balenciaga fra top til tå, da hun deltog i Met Gala i 2021. Foto: JUSTIN LANE
Vis mere

'Som mor til fire, så er jeg rystet over de forstyrrende billeder. Vores børns sikkerhed skal prioriteres højt, og alt der er imod, hører ikke til i vores samfund – punktum.'

Det spanske luksusmodehus måtte i sidste uge undskylde og trække en reklame tilbage efter beskyldninger om børnepornografiske elementer.

På en række billeder ser man helt små børn posere med bamsetasker, der er iklædt læder og bondageudstyr.

Herudover ligger et retsdokument med en passage om børnepornografiske billeder skødesløst placeret under en taske på et veldækket bord.

'Vores bamsetasker burde ikke være blevet præsenteret sammen med børn. Vi har straks fjernet kampagnen fra alle platforme,' lød det efterfølgende fra Balenciaga, som hævdede, at reklamekampagnen ikke var blevet godkendt af den øverste ledelse.

Ifølge Kim Kardashian viser den hurtige reaktion fra Balenciaga, at modehuset forstår alvoren.

Hun vil derfor ikke partout bryde samarbejdet med Balenciaga, men vil 'revurdere' sit forhold til det.