Kim Kardashian er blevet sagsøgt af syv tidligere ansatte.
Sagsøgerne er tidligere husholdnings- og gartneriansatte, der arbejdede i realitymogulens 365 millioner dyre hjem i Hidden Hills i Los Angeles.
Ifølge dem har Kim Kardashian tilbageholdt deres løn, ikke betalt skat af deres løn, afvist at betale for overarbejde, samt afvist dem at holde frokostpauser.
En af de tidligere medarbejdere beretter tilmed om at være blevet fyret efter at have bragt ovenstående op for den 40-årige realitymilliardær.
Det skriver Daily Mail, der har set retsdokumenterne, der blev indgivet mandag.
En talsperson for Kim Kardashian understreger dog over for Daily Mail, at det ikke er realitystjernen personligt, der er ansvarlig for de manglende udbetalinger.
»Disse arbejdere er blevet ansat og betalt gennem en tredjepartsleverandør, som var hyret af Kim til at levere løbende tjenester. Kim er ikke en part i den aftale, der er lavet mellem leverandøren og deres arbejdere, derfor er hun ikke ansvarlig for, hvordan leverandøren håndterer deres forretning og de aftaler, de har lavet med deres personale,« fastslår Kim Kardashians talsperson.
Advokaten, der fører sagen for de tidligere ansatte, er Frank Kim fra advokatfirmaet Kim Legal.

Han fortæller til Daily Mail, at problemet er langt mere omfattende end blot Kim Kardashians tilfælde.
»Løntyveri og andre arbejdspladsovertrædelser er et udbredt problem i Los Angeles. Mit firma er lige nu i gang med at undersøge andre potentielle krænkelser mod disse tiltalte, såvel som andre magtfulde familier og virksomheder på vegne af hverdagens arbejdere,« slår advokat Frank Kim fast til det britiske medie.
Han repræsenterer ikke mindst også to tidligere medarbejder under Kim Kardashians kommende eksmand, rapperen Kanye West.
En tidligere medarbejder fra Kanye Wests modebrand Yeezy og en korsanger fra hans Nebuchadnezzar-opera mener nemlig også at have fået tilbageholdt løn og frataget pauser.