Når far er alt for frygtindgydende, så må man ty til Photoshop.

Det måtte Kim Kardashian og Kanye West sande, da de i weekenden skulle have taget det store årlige halloween-familieportræt.

På billedet er kendisparret og deres fire børn, etårige Chicago, Saint på tre år, North på seks og lille Psalm på fem måneder, alle klædt ud som karakterer fra tegneserien 'Flintstones'.

Men man behøver ikke kigge særlig godt efter for at konstatere, at lille Chicago, der sidder nede i venstre hjørne og mangler halvdelen af sin numse, er photoshoppet ind på billedet.

Men det er der altså en særlig god grund til, forklarer Kim Kardashian.

Den etårige pige var nemlig bange for sin far, Kanye West.

Rapperen kunne have valgt at klæde sig ud som Barney, ægtemanden til Betty, som hans hustru Kim Kardashian forestiller på billedet.

Men nej, 42-årige Kanye West iklædte sig i stedet et stort Dino-kostume – til sin datters store skræk.

'Det her familiefoto var en kæmpe udfordring, fordi Chicago var så bange for Dino!,' skriver Kim Kardashian på Instagram.

'Vi prøvede at forklare og vise hende, at det bare var far, men hun forstod ikke konceptet endnu. Så kæmpe cadeau til fotografen for at redigere hende ind og få drømmen om et 'Flintstones'-familiefoto til at gå i opfyldelse!'

Følger man Kim Kardashian og hendes halloween-fejring på Instagram, kan man måske undre sig over, at det netop var det bløde, lilla Dino-kostume, der fik Chicago til at bryde sammen.

Senere delte tv-personligheden nemlig et andet familieportræt, hvor Kim Kardashian og de fire børn er små orme og larver, mens Kanye West er klædt ud i et imponerende, frygtindgydende insekt-kostume.