Mor til tre, og stadig et sexsymbol. Det sidste må vi ikke glemme, hvis det står til den 37-årige Kim Kardashian West.

Under 72 timer efter hun bød sit tredje barn velkommen til verden barsler selfiedronningen med et nøgenfoto fra sengen. Kim skød året i gang med nogle vovede billeder, der ønskede de mange følgere på Instagram en god morgen. På det ene havde hun kun trusser på i sengen.

Fredagens billede var ligeledes topløst, og denne gang var der ikke placeret en dækkende hånd hen over barmen.

I stedet var billedet blevet sløret i et billedbehandlingsprogram. Alligevel har det hede pletskud tiltrukket hele 1,8 millioner Instagram-hjerter på det sociale medie.

Tidligere på ugen blev rapperen Kanye og den nybagte Kim forældre til et barn, der blev født af en rugemor.

Selfiedronningen har tidligere haft komplikationer ved graviditeten, hvor livmoderen vokser sammen med moderkagen. Der var reel fare for, at hun ville dø under en tredje graviditet, derfor har kendisparret valgt at uddelegere selve svangerskabet til en anden kvinde.

Et forløb, der heldigvis gik som planlagt.

'Kanye og jeg er glade for at kunne meddele, at vi har fået en sund og smuk lille pige. Vi er så utroligt taknemmelige i forhold til vores rugemor, der gjorde at vores drømme kunne blive til virkelighed ved at give os den største gave nogensinde og i forhold til de fantastiske læger og sygeplejersker for deres hjælp,' skriver Kim Kardashian i en meddelelse, hvor hun også afslører at den lille pige vejede 3.345 gram ved fødslen.