Kim Bodnia er med på holdet bag 'Killing Eve', som i aftes var nomineret for en Golden Globe i kategorien 'Bedste tv-serie'. Det er en kæmpestor ære, mener den 53-årige dansker.

Det var en stolt og glad Kim Bodnia, der var med til at fejre sit holds succes med tv-serien 'Killing Eve', der var nomineret i kategorien 'Bedste tv-serie'.

»Den fortjener denne fantastiske ære at blive nomineret,« siger Kim Bodnia.

'Killing Eve' handler om MI5-agenten Eve, som bliver spillet af Sandra Oh, der er på jagt efter den kyniske lejemorder Villanelle, der spilles af Jodie Comer.

Kim Bodnia spiller Eves russiske chef, Konstantin.

»For det første er det velproduceret hele vejen rundt. Alle medarbejderne er håndplukkede og virkelig dygtige – lige fra manuskriptsiden til producerne og til vores instruktører, kamerafolk, lys og kostumer og efterarbejdet. Der er virkelig blevet kælet for det. Der er også blevet kælet for valget af skuespillere,« siger Kim Bodnia.

Kim Bodnia, der tidligere har vundet to Robertpriser og en Bodil, værdsætter prisuddelinger som Golden Globe.

»Det er en stor glæde, at der bliver lagt mærke til ens præstation på det plan, at man gerne vil tilskynde det en værdi af en præmie. Det synes jeg også er smukt. Det er en enormt dejlig gave at få.«

Kim Bodnia var natten til mandag, dansk tid, at finde til Golden Globe, hvor tv-serien 'Killing Eve', som den danske skuespiller er aktuel i, var nomineret til prisen 'bedste tv-serie'. Foto: Tina Jøhnk
Kim Bodnia var natten til mandag, dansk tid, at finde til Golden Globe, hvor tv-serien 'Killing Eve', som den danske skuespiller er aktuel i, var nomineret til prisen 'bedste tv-serie'. Foto: Tina Jøhnk
Vis mere

Det er også en god måde at netværke på med de helt store stjerner, producere og instruktører, når man befinder sig ved en intim fest, som Golden Globe er.

»Det er jo dér, det sker. Det er her, man kan skabe mange kontakter. Det er her, man har en chance for at snakke sammen i en afslappet situation – det er en super mulighed, for det er her, alle er samlet.«

Det er første gang, Kim Bodnia selv deltager i Golden Globe-festen, der i år afholdes for 76. gang.

Kim Bodnia føler sig dog efterhånden tryg ved at rende op og ned ad nogle af Hollywoods største stjerner.

»Det tager jeg helt afslappet. Det var mærkeligt at være sammen med dem i starten, men man vænner sig til det. Det er især også mærkeligt, at de ser ens ting og synes, at man er fantastisk. Så det går begge veje.«

Spottet i Londons gader

Kim Bodnias karakter Konstantin bliver skudt i sidste afsnit af første sæson af 'Killing Eve', men det er uvist, hvorvidt han dør af skuddet.

»Jeg kan hverken afvise eller bekræfte det,« siger Kim Bodnia.

Kim Bodnia er dog blevet spottet af britisk presse i Londons gader, hvor han tilsyneladende filmede med Jodie Comer. Det vil han ikke kommentere på, men siger på vegne af holdet:

»Det at blive nomineret giver også lysten til at arbejde på en ny sæson, og det giver muligheden for, at man kan lave en sæson mere. På den måde har det stor betydning for os alle sammen.«

Hepper på Sandra

Det er Kim Bodnias medspiller Sandra Oh, der var vært ved dette års Golden Globe. Hun vandt også prisen 'Bedste skuespillerinde - drama' for sin hovedrolle i 'Killing Eve'.

»Jeg ønskede jo først og fremmest at være til Golden Globe, fordi jeg gerne ville se Sandra på scenen,« fastslår Kim Bodnia, der tydeligvis er glad for at støtte sin kollega, som han ser meget op til.

»Selvom meget af det, hun siger på scenen, er på manuskriptplan, så formår hun alligevel at lave en timing, så det er naturligt, og det er hun så dygtig til – denne her timing, at hun formår at få noget, der er skrevet, til at lyde improviseret.«

Kvinder skal frem

'Killing Eve' er skrevet af den prisvindende dramatiker, skuespiller og manuskriptforfatter Phoebe Waller-Bridge, som også stod bag komedien 'Fleabag', hvor hun selv spiller hovedrollen.

»I denne tid, hvor vi gerne vil have kvinderne frem, så er der endnu en fortjeneste, at det kun er kvinder, der står bag,« siger Kim Bodnia om 'Killing Eve'.

Kim Bodnia er glad på sine kvindelige medspilleres vegne.

»Jeg støtter det hundrede procent. Det er jo noget, som vi har kæmpet for i Danmark i lang tid – siden min opvækst har vi kæmpet for, at kvinders rettigheder skulle vægtes højt. Det er jeg opdraget med. Så jeg bliver glad, når det lykkes ude i verden.«

'Killing Eve' kan være banebrydende i forhold til andre serier, hvor det også er kvinder, der hovedsageligt står bag.

»Jeg er enormt glad for, at det bliver anset for at være en stor succes, for det støtter op om hele den kamp, der er for kvinders rettigheder.«