Dagbog 17. december 2014
I går var jeg med i DRs ’Året, der gik’. Snakkede med Sofie Gråbøl om det at arbejde i udlandet. Igen kom spørgsmålet ’om de menneskelige omkostninger’ op. For sådan nogle er der jo!! Man kan jo ikke bare lave noget i udlandet, som man er helt vildt glad for og inspireret af, og så tro, at man slipper for den dårlige samvittighed og skyld.
Nej, det kan man ikke.
Men tænk, hvis man kunne. Tænk, hvis det første spørgsmål ikke var, hvor forfærdeligt det må være for børnene, at deres mor eller far er ude og arbejde. Måske kunne det også tænkes, at det var fedt for børnene at se alle mulige andre dele af verden.
En god ven har knoklet med at komme ud af sin alkoholisme.
Det er en svær tid på året.
Har ikke kunnet få fat i ham i fem dage. Tror, at han er røget i igen. Sidst slog han sig næsten ihjel. Meget ubehageligt ikke at kunne gøre andet end at vente. Druk er en lorteafhængighed, og vi har en så idiotisk alkoholkultur i Danmark. Selv i dag er det svært at blive accepteret socialt, hvis man ikke drikker. Det ses som en anklage mod fællesskabet, hvis man ikke lige tager en lille én. Som en engelsk ven, der nu er på vandvognen efter flere års druk, siger det: »When you drink you become a lesser version of yourself.«
Når man drikker, bliver man en ringere udgave af sig selv.
Jeg drikker selv vin til mad og kan sagtens nyde drinks og en lille buzz, men jeg bryder mig ikke om at blive decideret fuld, og jeg kan ikke lide at være sammen med fulde folk. Utvivlsomt farvet af at vokse op med og se konsekvenserne af ekstrem druk fra første parket. n
En uge tidligere end ovenstående dagbogs-mail fra ham, sidder vi over for hinanden i det golde, hvide lokale i København, der danner rammen om presseinterview med ham.
Anledningen er, at han har taget en kort afstikker fra sin internationale karriere som bl.a. ridderen Jaime Lannister i den verdensomspændende succes, HBO-serien ’Game Of Thrones’, for at medvirke i sin første danske film i 11 år, Susanne Biers drama ’En chance til’.
Selvom spørgsmålet om at være fraværende fra familien bliver stillet i en lidt anden kontekst end den sædvanlige ’dansk skuespiller rejser ud og bliver Hollywood-stjerne langt hjemmefra, og hvad nu med børnene?’, er det stadig lakeret med den fernis af skyld, som han i sine strøtanker udtrykker irritation over hele tiden at blive konfronteret med.
Det falder, da vi taler om hans far. Gennem hele hans barndom arbejdede faderen i Grønland og var kun sjældent hjemme. Et mønster, som Nikolaj Coster-Waldau synes at gentage.
Base i Lyngby
Familien – hans kone, skuespilleren og sangeren Nukâka Coster-Waldau og deres to døtre på 11 og 14 år har base i Lyngby, og sidste år var han væk hjemmefra i næsten otte måneder for at forfølge sin internationale filmkarriere.
»Tænker du over, at du udsætter dine to døtre for det samme fravær, som du selv oplevede fra din far som barn?« spørger jeg.
Nikolaj Coster-Waldau propper endnu et stykke Matador Mix i munden. Måske for at give spørgsmålets forudsigelighed omkring hans udlængsel kontra hans rolle som familiemenneske et velfortjent sukkerchok.
»Ja, men der er også kæmpeforskelle,« svarer han høfligt.
Men du tænker over, at du gentager et mønster?
»Ja, ironien skriger umiddelbart til himlen, og man kan sige, at der er nogle lighedstegn, men der er også den enorme forskel, at min far aldrig gjorde noget, han havde lyst til. Hans valg var aldrig drevet af, at han ville ud i verden og være lønningschef på Sukkertoppen i Grønland. Alting, han gjorde, var en flugt. Han flygtede til Grønland, da han ikke længere kunne finde ud af at være i Danmark. Han flygtede dertil for at arbejde – og drikke i fred. Da han så ikke længere kunne drikke i fred dér, flygtede han til den amerikanske base i Grønland, hvor han kunne få lov til at drikke i fred. Som ung havde han nogle drømme. Han ville gerne være læge, men så fik mine forældre mine søstre og mig. Det betød, at han skulle forsørge familien, og så endte det med… Han indfriede aldrig nogen af sine ambitioner. Når jeg rejser ud, er det af lyst.«
Har du ligefrem brugt din fars fravær som en drivkraft?
»Ja, på den måde har han været succesfuld som far. Jeg har kunnet lære af hans fejltagelser. Jeg vil i hvert fald ikke gøre det som han, og jeg vil ikke ærgre mig over alt det, jeg aldrig fik gjort. Når jeg rejser ud for at være med i en film, er det virkelig lystbetonet. Det er et valg, og jeg ved godt, at jeg kommer til at være væk fra min familie, men jeg gør det, fordi jeg virkelig gerne vil. Det tror og håber jeg, at de forstår,« siger han og tygger den sidste rest af sukker ud af sit snorlige tandsæt.
»Det kæmper jeg i hvert fald med at forklare mine børn. At de ved, at det ikke er et fravalg af dem, men et tilvalg af mine ambitioner. Ofte er de også med, når jeg filmer. Og når jeg er væk, taler jeg med dem hver dag. Jeg taler med dem om alt muligt og følger med i deres hverdag, hvad de laver og interesserer sig for. Bare dét er en stor forskel fra min far og mig. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde havde en meningsfuld samtale med ham.«
Følte du, at han med sit fravær svigtede dig?
»Ja, men sandheden er nok nærmere, at svigtet lå i, at han ikke kendte mig. Jeg kan huske, at han engang, hvor han kom hjem, havde en gave med til mig. Jeg var vel 11 år. Da jeg pakkede den op, var det en springkniv. Jeg blev så skuffet. Kniven var fin, men det, at han gav mig den, viste, at han ikke anede, hvem jeg var. Hvis han havde vidst det, ville han vide, at jeg ikke var interesseret i en springkniv. Jeg ville hellere have en volleyball, fordi det havde noget at gøre med, hvad jeg interesserede mig for og lavede i min hverdag.«
Kaos i barndomshjemmet
Hvordan oplevede du ellers, at din far var så meget væk?
»Jeg havde en drøm om, hvordan en far skulle være. Når jeg kiggede på mine venner i den lille by Tybjerg, hvor jeg voksede op, syntes jeg, at de havde det mest fantastiske liv. De levede i kernefamilier, hvor faderen kom hjem hver dag, haven var pæn, og deres hjem var ordentlige og opryddet. Sådan var det ikke hos os, der var kaotisk, fordi min mor var alene med os. Når min far endelig kom hjem, ønskede jeg, at det skulle være helt fantastisk, men det blev det jo aldrig, for det kan ingen leve op til. Det var sådan en følelse af skuffelse på skuffelse. Men det er utroligt, hvad børn kan tilgive…«
Far døde af druk
Han døde af druk, ikke?
»Det er jo det. Op gennem min barndom blev mine forældre gift og skilt flere gange, men til sidst vendte han hjem til Danmark, fordi han ikke kunne arbejde længere. Han var blevet for syg og døde af druk, da jeg var 27 år.«
Han holder en pause, nu også med Matador Mix’en.
»Det er klart, at jeg er meget opmærksom på, at der er et mønster. Men selv om jeg gerne ville flygte fra min far, så kan jeg det jo ikke, for jeg er en del af ham. Der er noget genetisk… Jeg har altid haft en udlængsel.«
Dagbog 13. december 2014
Riga. De juler igennem herovre. Landede efter en ordentlig bumletur og har haft et par timer til at gå rundt og kigge.
Skal uddele bedste europæiske skuespillerinde 2014 (til European Film Awards, red.) i aften. Har ingen favoritter. Og så er der årets bedste europæiske film. Det er jo ligeså absurd som Melodi Grand Prix. Smag og udtryk er meget forskellig i Øst-, Vest-, Syd- og Nordeuropa, og det ender jo med, at akademimedlemmerne stemmer på deres egne eller på de film, de har set. Har endnu ikke mødt nogen, der med hånden på hjertet kan sige, at de har set alle film.
Min favoritfilm i år er svenske ’Force Majeure’ sammen med amerikanske ’Boyhood’. To film, der satte meget i gang.
Klokken er lidt over midnat. Tv-showet fra prisuddelingen varede lang tid. Det var lidt som at være inviteret med i en lukket klub, der afholdt sit årlige julelotteri. Mindede mig om Skuespillerforeningens årlige julestue.
Nu er der fest, men det er ikke lige mig, så tilbage på hotellet. Ser interview med Al Pacino, en video fra Hollywood Reporter, hvor han taler åbent om sit arbejde og liv.
Den polske film ’Ida’ vandt for øvrigt (prisen som Bedste Europæiske Film 2014, red). Og jeg gav en pris til Marion Cotillard, som ikke var der, men havde fået en dame til at læse tre timers sms op…
Live tv…n
Han har ofte brugt netop ordet udlængsel, når han gennem årene er blevet spurgt om, hvorfor han tidligt valgte at forfølge en international filmkarriere.
En udlængsel, der har flere af ham selv definerede udspring. Hans far er et af dem, men også selve opvæksten i Tybjerg i Sydsjælland har haft en indvirkning, fordi det var et sted, der både i volumen, spændstighed og udfoldelsesmuligheder var som skabt til en dagdrømmersjæl som han.
Verdenen uden for Tybjerg
Landsbyen husede kun cirka 40 indbyggere, et plejehjem, en skole, en kirke, en herregård og så tre parcelhuse, hvor familien Coster-Waldau boede i det ene. Det kaotiske hus, som han selv beskriver det, fordi moderen havde nok at se til med at passe hus, have og tre børn samtidig med et bibliotekarjob på Glumsø Hovedbibliotek.
»Jeg kan tydeligt huske den fornemmelse, jeg havde som barn, af, at der fandtes en større verden uden for Tybjerg, som jeg længtes efter. Nogle gange gik jeg op til herregården Tybjerggård, der var kæmpestort og smukt, men det var en lukket verden omgivet af et højt hegn. Jeg stod der uden for hegnet og kiggede ind på gårdens swimmingpool og tennisbane, som ingen brugte, og syntes, at det var vildt uretfærdigt, at børnene i byen ikke bare kunne få lov til at bruge de ting. Dengang blev gården for mig symbolet på en rejse, der ikke kunne lade sig gøre, og jeg vidste, at jeg ville væk, jeg ville ud.«
Genert og rastløs
Selv om han var – og stadig er – genert af natur, var han også rastløs og fandt som teenager det redskab, der kunne lirke genertheden op og samtidig tilfredsstille udlængslen. Han ville være skuespiller. Fordi han brændte for faget, og fordi »jeg fandt ud af, at jeg kunne overvinde min generthed ved at spille en anden,« som han udtrykte det, da han for et par år siden var gæst i tv-programmet ’Her er mit liv’.
Som 17-årig lagde han endegyldigt dagdrømmeriet i Tybjerg og et barndomshjem, der blev sendt på tvangsauktion, bag sig, og flyttede til København.
To år senere blev han som en af de yngste nogensinde optaget på Statens Teaterskole, og knap havde han forladt skolen, før han i 1994 fik sit danske filmgennembrud i Ole Bornedals thriller ’Nattevagten’. Han var med ét blevet en hjemlig stjerne, men han ville mere. Drømte stadig i større skala og volumen.
»Jeg kan tydeligt huske, at folk sagde til mig, at det var åndssvagt at gøre, at jeg skulle udnytte den chance herhjemme, jeg havde fået med ’Nattevagten’. Men jeg mødte også skuespillere, der sagde det modsatte. F.eks. gav Jens Okking udtryk for det, da vi engang spillede sammen i et teaterstykke. Han fortalte, at han var blevet tilbudt en rolle af Kirk Douglas, men havde sagt nej. »Men for helvede, jeg skulle have sagt ja,« sagde han. Alle de ærgrelser gjorde indtryk på mig, og de var med til at bekræfte mig i, at jeg ville forfølge en international karriere, spille med de bedste skuespillere og opleve ting, jeg ellers aldrig ville komme til at opleve.«
Op- og nedture
Den ambition har han forfulgt i 20 år, og de fleste vil sige, at han nu har indfriet den. Det er ikke sket uden bump på vejen, op- og nedture, eller som han selv vælger at formulere det:
»Indtil for nylig har jeg været jobsøgende i mange år.«
Selv om han indspillede sin første amerikanske film, Ridley Scotts ’Black Hawk Down’ i 2001 – hvor hans førstfødte datter og kone i øvrigt rejste med ham til filmsettet i Marokko – kom det store internationale gennembrud først for alvor, da han i 2011 tonede frem som den kompromisløse, men følsomme ridder Jaime Lannister i middelalderfantasy-serien ’Game Of Thrones’.
En tv-serie, der vises i 48 lande verden over, og som bl.a. har åbnet op for roller til ham side om side med Tom Cruise i ’Oblivion’ og Cameron Diaz i ’The Other Woman’.
Hvad er virkeligheden?
I dag er hans liv således spændt ud mellem flere adskilte verdener, der varierer i både volumen og spændstighed. Fra filmset til filmset i USA, Skotland og Australien, flygtige pitstop i Hollywood, og til et stille familieliv i Lyngby, hvor parret Coster-Waldau har valgt, at deres børn skal have base.
»Der er en fantasi om, hvordan det er at have en karriere i Hollywood, en historie, som folk gerne vil have, at jeg skal leve op til. At jeg tjener mange millioner dollar om året, har flere huse, og at min verden er helt anderledes nu. Men det er jo ikke virkeligheden.«
Hvad er virkeligheden så?
»Det er selvfølgelig vildt at opleve, at jeg på en rejse til Sevilla med ’Game of Thrones’ for nylig måtte skifte hotel på grund af skrigende fans, men jeg føler mig ikke som en stjerne. Jeg er bare en del af en berømthedskultur, som ikke har noget med mig at gøre. Jeg går ikke særlig meget ud og konfronterer mig med at være kendt, fordi jeg synes, det er mærkeligt at træde ind et sted, hvor alle har en mening om mig. Og når jeg er hjemme hos min familie, har jeg et hverdagsliv som alle andre. Det har selvfølgelig taget tid for os alle at lære, at jeg lever i to adskilte og forskellige verdener, men jeg synes, at vi er blevet gode til det.«
Børn vil gerne ses
Du har tidligere udtalt, at du allerede som barn drømte om at være stjerne…?
»Ja, som barn drømte jeg om det. Men det handlede mest om at blive set. Det er nok normalt for børn, at de gerne vil ses – specielt hvis man har haft en sådan en far som jeg,« siger han og vender atter tilbage til udgangspunktet.
»Men det er stadig en stor ting i Danmark, når en skuespiller rejser ud og får en karriere.«
Hvorfor tror du, det er sådan?
»Den danske psyke består grundlæggende af en enorm selvtillid og et ekstremt lavt selvværd. Måske er det nemmest for nogle danske skuespillere at sige, at de ikke går efter en international karriere, fordi ’de ikke gider alt det der overfladiske pis i Hollywood’. Men deri ligger også, at de siger, at de godt kunne slå igennem, hvis de ville – og hvad så, hvis det ikke sker?«
Hvad er det, du har kunnet og kan, siden det er lykkedes for dig?
»Jeg har aldrig overvejet at give op og har troet på, at jeg var god nok....Og så har jeg et kæmpe konkurrencegen,« siger han og rejser sig.
Timen i det hvide, lukkede rum er gået.
Før han går, lover han at sende sine dagbogsnoter – og så mailer han et manuskript, han lige har skrevet med en amerikansk ven.
Der må ikke citeres fra det, men det fortæller, siger han, noget om, hvilken ny verden hans ambitioner er begyndt at sive ind i:
At skrive og instruere selv. Blandt andet.
Dagbog 12. december
Luciaoptog i skolen i dag. Min yngste datter skal gå med. Hun synes, det er pinligt og spændende på samme tid. Vi snakker om, at det kun bliver pinligt, hvis hun lader angsten for, hvad andre synes om hende, ødelægge egen glæde.
Hvor ville det være skønt, hvis det kun var en barndoms/ungdoms problematik… Er det muligt at være ligeglad med andres syn på en?
Oftest virker de, der snakker mest om, at de er ’pisseligeglade’, som de mest forfængelige og opmærksomhedssøgende.
Skal til DRs ’Året, der gik’ på tirsdag. Vil tage børnene med, da sangeren Christopher skal optræde, og den yngste er rimelig hardcore fan. Hun håber, at Christopher og Ariana Grande kunne blive par. Men pigerne går til teater om tirsdagen og har allerede misset en del pga, at de indimellem bliver hevet med deres forældre på arbejde…
Engelsborgskolen, hvor mine piger går, er rigtig god, men hvad er det med alle de vikarer? Min ældste fortæller, at der tit bare står på tavlen: ’Arbejd selv’. Til gengæld har de indimellem vikarer fra seminarerne, og det er super.
Skal Skype med en engelsk instruktør vedrørende en amerikansk film. Super manuskript. Har mange Skype-møder efterhånden. Der er mange ting, man kan undres og ængstes over ved vores internet-device revolution, men der er også meget, der gør ting, som før var komplicerede og tidskrævende, lette.
Men det er også en tidsrøver af rang. Havde en Facebook-konto, hvor jeg var nede på 40 venner, men alligvel endte jeg med at læse posts og se videoer. Spild af tid. Alle diskussioner eller indlæg er jo et håb om bekræftelse. Bekræftelse på, at jeg er god nok, at vi synes det samme, at de andre er tosser, vi er fede.
For det er jo det satans ved os mennesker, at vi kun kan se verden udfra os selv. Og at vi jo alle mener, at den måde, vi ser verden på, er den måde, som verden ser ud på. For det er det jo!! Det kan jeg jo se!! Og hvis du ikke ser det, er det dig, der er noget galt med… Så jeg slettede endelig Facebook. Nu skal jeg ringe til mine få venner…
Lavede casting til en film i går. Troede engang, at man på et tidspunkt kunne slippe for de auditions. Og der er blevet meget færre, men til de store studiefilm insisterer de – medmindtre du har bevist, at du kan åbne en stor film. Og den mangler stadig på cv’et… n
Filmen ’En chance til’ med Nikolaj Coster-Waldau har premiere 15. januar.
Om Nikolaj Coster-Waldau
Født 1970 og uddannet fra Statens Teaterskole i 1993.
Fik i 1994 sit danske filmgennembrud i »Nattevagten« og sin første internationale filmrolle i »Black Hawk Down« i 2001.
Har siden medvirket i en lang række film, bl.a. »Firewall« (2006), »Oblivion«, (2013), »Another Woman« (2014).
I 2015 er han bl.a. aktuel i storfilmen, »Gods Of Egypt«.
Fik sit store internationale gennembrud i HBO-tv-serien »Game Of Thrones« i 2011, hvis 5. sæson snart har premiere.
Mødte i 1997 sin kone, skuespiller og sanger, Nukâka Coster-Waldau. De har to døtre og bor i Lyngby.
Han medvirkede sidst i en dansk film i 2003, hvor han spillede med i »Rembrandt«.
Debuten
'Nattevagten' (1994)
Nikolaj Coster-Waldaus mor har fortalt, at hendes generte søn gemte sig for de kvindelige fans, da de begyndte at genkende ham som Martin i Ole Bornedals thriller ’Nattevagten’, der også var Coster-Waldaus debut som filmskuespiller, og den rolle, der banede vejen for, at han besluttede sig for at forfølge en international karriere.
Berømmelsen
’Game Of Thrones’ (2011- )
Siden 2011 har han været internationalt kendt som den både kompromisløse og følsomme ridder Jamie Lannister i HBO-tv-serien ’Game Of Thrones’. Middelalderfantasy-seriens sæson fem bliver vist til foråret.
Kikseren
’Shadow of the Sword’, senere titel ’The Headsmen’ (2005)
Han siger selv, at det er en af de film, som alle medvirkende godt vidste ikke blev særlig god. Men at han lærte en masse – og som altid gjorde sig umage, selv om det var op ad bakke. Coster-Waldau spiller igen en Martin, men denne gang er hovedkarakteren ikke en jurastuderende fra København, men en kaptajn i hæren under Inkvisitionen i 1700-tallets Europa.
