'Robinson'-deltageren gemmer på en vanvittig fortid, hvor han flere gange – og med rette – har frygtet for sit liv. I dag er han kommet styrket ud af sine traumatiske oplevelser.

Bille Bay blev stemt ud i ørådet som den første deltager, da han deltog i den seneste sæson af 'Robinson Ekspeditionen'. Hans insisteren på at gå hårdt taktisk til værk fra første færd skræmte de andre deltagere væk.

Men nu åbner Bille op over for Realityportalen om en traumatisk fortid, han aldrig nåede at folde ud i programmet. En fortid, der indeholder racisme, kidnapning og drabsforsøg. Traumer, han efterfølgende prøvede at gemme væk i en rus af alkohol og stoffer, som til sidst var tæt på at koste ham livet.

Racistiske hadforbrydelser

Da Bille var kun 15 år, drog han på udveksling i en lille sydafrikansk by. Den slags ophold har han siden forsøgt at få udvekslingsbureauerne til at stoppe, for det var bestemt ikke en oplevelse for børn og unge mennesker.

»Jeg fik mig nogle mørke venner, hvilket ikke var særlig velset. Da min værtsfar fandt ud af det, reagerede han ved at bede mig hente hans pistol og så sidde og pudse den foran mig, mens han fortalte, at han havde fundet ud af, jeg havde mørke venner, og at dem kunne jeg ikke stole på. Det var meget traumatiserende for mig,« fortæller Bille.

Men desværre var den ubehagelige opsang fra værtsfaderen kun begyndelsen. Den udbredte racisme i området var tæt på at koste Bille og hans to mørklødede venner livet.

»Jeg blev kaldt 'kaffir boy' (racistisk tilsvining, red.), og der blev kastet sten efter mig på gaden. Jeg havde en kammerat, der blev kidnappet, fordi han hang ud med en hvid som mig, og jeg har løbet ind over en mark med en anden kammerat, fordi der blev skudt efter os,« beretter Bille åbent.

Ondt i sindet

Det var, dagen inden Bille rejste tilbage til trygge Danmark, at der blev skudt efter ham og hans ven. Men selv om Bille kom hjem i sikkerhed, kunne han ikke slippe de voldsomme oplevelser, han havde haft under sit ophold i Sydafrika.

»Det udløste en PTSD-lignende tilstand, så da jeg kom hjem, var jeg fuldstændig smadret og ville ikke være her mere. Jeg begyndte at selvmedicinere med alt for meget alkohol, og det blev så til kokain i weekenderne. Jeg kunne godt lide festen, fordi det var sådan lidt en drømmeverden, hvor problemerne, der lå og lurede i baggrunden, forsvandt,« forklarer han.

»Jeg gav mig selv skylden rigtig meget for, at mine sydafrikanske venner jo ikke havde de her problemer – at blive kidnappet og skudt efter – før jeg kom dertil. Det tog mig lang tid at give slip på og mange år at forstå, at problemerne jo var der i samfundet, uagtet om jeg var der eller ej,« lyder det fra Bille.

Livsfarlig overdosis

Selv om Bille hjemme i Danmark havde det skidt indeni, var han sund og rask udenpå. Han trænede hver dag og gik op i sin kost, men når så weekenden kom, kunne det aldrig blive vildt og dumt nok.

Det kulminerende, da han som 19-årig var på sin første Roskilde Festival, og de forkerte stoffer var tæt på at gøre det af med ham.

»Jeg sidder i et telt med nogle kammerater og skal have, hvad vi tror er kokain. Det viser sig så at være en blanding af ecstasy og syre. Jeg havde været derude i en time, og efter jeg havde taget det her, så begynder det hele at snurre rundt, min krop opfører sig mærkeligt, og jeg har det, som om jeg er ved at besvime,« fortæller Bille, der blev hastet til samaritterne på festivalen.

»Efter et par timer kan de se, at det ikke går den rigtige vej med mig, og jeg er ved at dehydrere, så det er ikke et spørgsmål om, at jeg bare lige kan sove den ud. Så de får en ambulance ind på pladsen, som kører mig op på akutafdelingen på Roskilde Sygehus.«

Forberedte sig på at dø

Bille har fået en overdosis, og hans krop reagerer kraftigt på de for ham ukendte stoffer. Han bliver målt i ankomststuen på hospitalet, og det viser sig, at hans hvide blodcelletal er faretruende lavt. Derfor bliver han hastet til en ny stue, hvor han bliver indlagt ved siden af to mænd, der ser ilde tilredt ud. Den ene fik hjælp til at trække vejret, mens den anden senere pludselig var væk.

»Det var min opfattelse, at det her er det værelse, man bliver rykket op på, når der bliver holdt øje med en, indtil man ikke er der mere,« fortæller Bille, der på det tidspunkt havde mistet al førlighed i kroppen.

Billes mor ankommer lidt efter på sygehuset for at se til sin søn, og mens Bille er ved bevidsthed inde i sin krop, men stadig ikke kan bevæge sig, sætter lægen Billes mor ind i situationen.

»Der siger lægen til min mor, at hun skal bare være klar over, at hun ikke får sin søn med hjem. Der bryder min mor sammen, og jeg kan ikke reagere – jeg kan ikke noget som helst. Jeg havde mest af alt lyst til at sige farvel, og at jeg elskede hende,« husker Bille.

'Robinson'-Bille husker i dag at værdsætte livet, som hans tatovering også afspejler.
'Robinson'-Bille husker i dag at værdsætte livet, som hans tatovering også afspejler. Foto: Janus Nielsen
Vis mere

Snød mirakuløst døden

Senere skal Bille igen have målt sit blodcelletal, og her sker der et mindre mirakel.

»Lægen bliver så overrasket over målingen, at han må hente en ny maskine for at være sikker, fordi de her målinger viser faktisk, at min krop kæmper igen, og at jeg er på vej retur. Mit hvide blodcelletal steg, og min krop regenererede. Mit tal havde været så lavt, at de havde vurderet, at der var ikke noget at gøre,« forklarer Bille.

»Men min krop havde simpelthen kæmpet igen i en hastighed, lægerne ikke havde set før. Den eneste grund til, at jeg overlevede det der, det var simpelthen, at jeg havde været så sund og aktiv ved siden af alt det her ballade, jeg lavede.«

Efter 26 timer på hospitalet kunne Bille igen gå derfra, og det var som en komplet forandret mand.

Det store vendepunkt

Efter at have været skræmmende tæt på at dø tog Bille en beslutning om, hvad han skulle med sit liv for fremtiden.

»Jeg vågnede op på en ny måde i mit liv. Jeg besluttede mig for, at nu skulle jeg kun lave det, jeg brændte for, og aldrig sætte min mor eller mig selv i sådan en situation igen. Det blev vendepunktet for mig, og nogle gange kræver det bare, at man rammer bunden,« fortæller Bille.

»Det har så resulteret i, at jeg de sidste 10 år har arbejdet som coach. For jeg ved, hvad det kan give dig i livet at have en sund og rask krop, ikke kun i forhold til kost og motion, men også mentalt.«

En byrde lettede

Hele Billes deroute startede netop med, at han aldrig fik lagt låg på de traumatiserende oplevelser, han havde haft i Sydafrika. I stedet fortsatte de i ham og viste sig som PTSD-lignende symptomer.

Men endelig en dag, 10 år efter, fik Bille talt ud om sine oplevelser og eftervirkningerne af dem til en ven. Herfra blev en kæmpe byrde lettet fra hans skuldre.

»Jeg får stadigvæk små anfald af det den dag i dag. Det er ikke noget, man kommer af med – det er noget, man lærer at håndtere,« fortæller Bille.

For selv om det ikke hjalp Bille at gå til psykolog, ved han, at det er vigtigt at have nogen at tale med, og det vil han gerne kunne biståsine klienter med i dag som coach.

Artiklen blev bragt i samarbejde med Realityportalen.dk.