Musikeren Kidd er født af en indisk mor og en skotsk far, men i hans ungdomsår flyttede han og familien til Nørrebro i København.

Og det blev en ærgerlig omvæltning for den 32-årige rapper med det borgerlige navn Nicholas Westwood Kidd. Omkring niende klasse blev han nemlig en del af miljøet omkring Ungdomshuset og kom i problemer med loven.

Det fortæller Kidd i seneste afsnit af 'Det sidste måltid' på Radio4.

Til sin første demonstration mod nedlukningen af den anarkistiske ungdomsbebyggelse på Jagtvej 69 blev han tilmed arresteret og siden fængslet for gadeuorden og vold mod en embedsmand.

»Jeg gav en skalle til en betjent og sådan noget. Det var dengang. Men alle i bussen råbte og jublede af mig, så jeg vandt,« fortæller Kidd og understreger, at han nød opmærksomheden.

Men faktisk viste det sig, at tiden i fængsel var præcis det, som den rodløse, unge Nicholas Westwood Kidd havde brug for.

»Nu, mange år efter, så er jeg stadig ked af, jeg blev løsladt tidligere, fordi de år efter niende klasse var ekstremt kaotiske. Hold kæft, hvor jeg lavede alt muligt. Jeg rejste rundt i Europa som nomade, jeg var stortyv, jeg havde ikke et sted at bo, altså det var ret kaotisk,« mindes Kidd i Radio4-programmet.

I fængslet fandt han i stedet ro.

Som ung var Nicholas Westwood Kidd en del af miljøet omkring Ungdomshuset og endte med at ryge i fængsel efter sin første demonstration. I dag er han succesfuld rapper med store hits som 'Boungiorno' og 'Ikk' Lavet Penge' og ikke mindst sit eget pladeselskab på cv'et.
Som ung var Nicholas Westwood Kidd en del af miljøet omkring Ungdomshuset og endte med at ryge i fængsel efter sin første demonstration. I dag er han succesfuld rapper med store hits som 'Boungiorno' og 'Ikk' Lavet Penge' og ikke mindst sit eget pladeselskab på cv'et. NIels Ahlmann Olesen

Han blev behandlet godt. Betjentene var søde, og de kriminelle respekterede ham, fordi hans ugerning var politisk motiveret, fortæller han.

»Lige pludselig, da man kom i fængslet, for mig, så var der struktur. Jeg kunne vågne om morgenen, så var der morgenmad, så var der styrketræning. Jeg begyndte at læse rigtig, rigtig mange bøger, så styrkedetrænede igen om eftermiddagen, så lavede man aftensmad, så fjernsyn, gik i seng tidligt – hver dag,« lyder det fra den 32-årige rapper.

»Lige der hvor jeg var i mit liv, så synes jeg, det var befriende. Hver dag så skulle jeg bare styrketræne og læse bøger. Det var magisk for mig.«

Men alting har en ende, og det gælder også fængselsdomme.

Desværre for Kidd kom enden på hans dom hurtigere end antaget. For tidligt, synes han selv.

»Jeg kan huske, jeg havde fornemmelsen af: 'Lås døren igen! Jeg vil ikke ud, jeg vil ikke ud! Jeg vil gerne være her et halvt år!'. Jeg elskede det!« proklamerer Kidd.

For selv om han havde fundet kærligheden til struktur og var sundere i krop og sjæl end nogensinde, så røg han lynhurtigt tilbage i sin gamle løbebane efter sin løsladelse.

»Jeg tog selvfølgelig tilbage til Nørrebro, var der med det samme og skulle hen og se, om Jagtvej 69 var blevet revet ned, og så røg jeg bare tilbage, og det er dét, jeg kunne huske, at jeg med det samme sad og røg hash, altså bare et par timer efter,« sukker han.