Kevin Spacey vil frivilligt komme til England og forsvare sig i retten, hvor han er tiltalt for flere tilfælde af seksuelle overgreb.

Det fortæller den 62-årige skuespiller via sin talsmand.

»Jeg sætter pris på udtalelsen fra Crown Prosecution Service (den britiske anklagemyndighed, red.), der nænsomt minder pressen og offentligheden om, at jeg har ret til en retfærdig retssag, og at jeg er uskyldig, til det modsatte er bevist,« udtaler han til Good Morning America.

»Selvom jeg er skuffet over deres beslutning om at gå videre med sagen, vil jeg frivilligt tage til England, så hurtigt det kan lade sig gøre, så jeg kan forsvare mig selv mod denne sigtelse, hvilket jeg er sikker på vil bevise min uskyld.«

Kevin Spacey er tiltalt for fire tilfælde af seksuelle overgreb mod i alt tre mænd i perioden 2005 til 2013.

'Star Trek'-skuespilleren Anthony Rapp stod i 2017 frem som den første med beskyldninger om overgreb. Herefter fulgte en række beskyldninger fra både mænd og kvinder om lignende oplevelser med Kevin Spacey.

Det fik dengang Netflix til at kappe båndene til skuespilleren og skrive ham ud af den sidste sæson af hitserien 'House of Cards'.

Anthony Rapp påstod dengang, at Kevin Spacey forgreb sig på ham under en fest, da Rapp var 14 år gammel, mens Spacey var 26 år.

Da Rapp i første omgang gik offentligt ud med sin anklage, udsendte Kevin Spacey en pressemeddelelse, hvori han sagde, at han ikke huskede mødet, men at han alligevel ville undskylde.

En anden sagsøger påstod, at han mødte Kevin Spacey under et skuespillerkursus, og at skuespilleren ad flere omgange inviterede den daværende teenager med tilbage til sin lejlighed, hvor Spacey skulle have forsøgt sig med et seksuelt overgreb ved sagsøgerens sidste besøg.