Komikeren Kevin Hart er kendt for sit brede smil, men det blev for en stund slukket en aften i september.

Hart var nemlig ude for en voldsom bilulykke, hvor han efterfølgende måtte igennem en hård genoptræning for bare at kunne gå igen. Noget, han har delt en video af.

'1. september var jeg ude for et uheld. Min verden er for evigt ændret,' skriver Kevin Hart i indledningen af sin video.

Her kan man se, hvordan han lige efter ulykken ikke kunne rejse sig op uden hjælp fra to sygeplejersker og et gangstativ.

»Man indser helt basalt, at man ikke er i kontrol. Lige meget hvor meget man tror, man er i kontrol, så er man ikke i kontrol.«

Det siger Kevin Hart i starten af sin video om sine strabadser.

»Når dagen er omme, kan det hele være slut,« siger han videre.

Der var tre personer i bilen, da den kørte galt, og Kevin Hart og manden, der kørte bilen, fik begge rygskader.

Det var Kevin Harts bil, som de forulykkede i, da chaufføren satte farten op og mistede kontrollen over køretøjet, som var af mærket Plymouth Barracuda fra 1970. Bilen blev ved ulykken totalskadet, og de to andre måtte skæres ud for at komme fri af vraget.

»Jeg føler helt ærligt, at gud bad mig om at sætte mig ned. Når du bevæger dig for hurtigt og gør for mange ting, så er det nogle gange ikke muligt at se de ting, som det er meningen, du skal se. Efter ulykken ser jeg tingene anderledes. Jeg ser livet fra et helt nyt perspektiv, og min værdsættelse af livet er uendeligt stor. Jeg er taknemmelig for min familie og mine venner,« lyder det fra Hart, der speaker ind over filmen.

Han siger videre, at han er taknemmelig for sine fans, og så tager han ikke dagen for givet, for man ved ikke, om der kommer endnu én i morgen.

»Jeg er bare taknemmelig for at være her,« slår han fast.