Der kommer ikke til at være meget aktivitet på rapperen Kesis sociale medier det næste stykke tid.

Det deler han i et opslag på Instagram.

Her fortæller den populære musiker, at han har brug for en pause, og der derfor ikke vil være meget aktivitet fra hans side.

»Jeg tager mig en pause fra sociale medier på ubestemt tid. Jeg kommer kun til at poste, hvis det er vigtigt,« lyder det kortfattet fra rapperen.

Han forklarer ikke, hvorfor der er behov for en pause fra sociale medier, og udmeldingen betyder da heller ikke, at der ikke kommer nyt fra musikeren.

»Første single ude 13. maj, næste single ude 3. juni og album ude 17. juni. Så er I informeret om musikken. Ha det godt,« skriver han afslutningsvis i opslaget.

Ud over den nye musik spiller Kesi på Smukfest i august.

B.T. forsøger at få en kommentar fra Kesis mangement, men det har i skrivende stund ikke været muligt.