Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Onsdag kom det frem, at Tivoli – i kølvandet på de de kaotiske scener, der prægede de første koncerter – har valgt at ændre i programmet til Fredagsrock.

De koncerter, som Kesi, Ude Af Kontrol og Kato skulle afholde i forlystelsesparken, bliver i stedet skiftet ud med Anne Linnet, Stine Bramsen og Freja Kirk.

Noget, der øjensynligt påvirker rapperen Kesi, som skulle have spillet til Fredagsrock 15. juli.

'Jeg er rigtig ærgerlig over den forskelsbehandling, jeg og andre har modtaget, samt ærgerlig over Tivolis generelle håndtering af sagen,' skriver han i en story på sin Instagram-profil og fortsætter:

Rapperen Kesi skulle have spillet til Fredagsrock 15. juli.
Rapperen Kesi skulle have spillet til Fredagsrock 15. juli. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

'Jeg ved, at jeg har et publikum, der respekterer og værner om hinanden. Det fortæller ti års erfaring mig. Desværre har Tivoli ikke styr på deres sikkerhed endnu. Forhåbentligt får de det, men af den årsag har de valgt at aflyse min koncert.'

Frederik Wiedemann, der er kulturchef og underdirektør i Tivoli, siger til B.T., at han har forståelse for, at artisterne bliver både skuffede og frustrerede over aflysningen, mens han afviser, at der skulle være tale om forskelsbehandling.

Han fortæller, at den gæsteadfærd, man så ved Fredagsrocks opstart, var »usædvanligt«.

»Det ligner ikke noget, vi har set før. Vi er vant til at håndtere koncerter – også med de artister, vi har aflyst. De har allesammen spillet i Tivoli før, så vi kender godt artisten og deres publikum, og det har vi ikke noget problem med normalt,« fortæller han og tilføjer:

»Men det, vi har set i starten af sæsonen, er en publikumsadfærd, som er vildere, gav for mange udfordringer og ødelagde for meget af oplevelsen for alle de andre gæster. Både dem til koncerten og de andre, der bruger Tivoli.«

Af den grund har Tivoli altså valgt at tage et ekstra kig på, hvad de har på plakaten til Fredagsrock – særligt med blik på, hvilket publikum de populære artister trækker.

Sådan så det ud, da Aqua spillede til Fredagsrock tidligere på sæsonen.
Sådan så det ud, da Aqua spillede til Fredagsrock tidligere på sæsonen. Foto: Teitur Jonasson
Vis mere

»Med den adfærd, vi har set i år, mener vi ikke, det går an at gennemføre det inde hos os. Det er en Tivoli-beslutning, der handler om de særlige forhold, der gør sig gældende i Tivoli, som har nogle særlige rammer og en masse ekstra hensyn at tage til andre gæster. De her artister kan sikkert gennemføre rigtig gode og festlige koncerter andre steder, der er bedre gearet til det et år som i år end Tivoli,« forklarer Frederik Wiedemann.

Kesi skriver, at Tivoli ikke har styr på sikkerheden, og at det er en af grundene til aflysningen. Det er ved at være noget tid siden, at de første koncerter, hvor det gik galt, løb af stablen. Har der ikke været tid nok til at finde en løsning, når det kommer til sikkerheden?

»Det er ikke helt rigtigt. Vi aflyser ikke på grund af manglende sikkerhed, men af hensyn til den gode oplevelse. Vi oplevede nogle udfordringer med en usædvanlig publikumsadfærd til nogle af de første koncerter, men vi har ikke fået nogen anmærkninger fra politiet omkring sikkerhed, så det handler altså primært om, at vi har en ønske om at sikre den gode oplevelse hos koncertgæsterne og alle de mange andre, der også bruger Tivoli,« fortæller kulturchefen, der afslutningsvist understreger:

»Det er vigtigt for mig at sige, at jeg godt kan forstå, at de er frustrerede og ærgerlige over det, men jeg er også nødt til at holde fast i, at det har noget at gøre med den usædvanlige adfærd, vi så i starten af sæsonen. Det er ikke bare business as usual, og det har ikke noget med artisten at gøre som sådan – det har noget at gøre med den publikumsadfærd, vi så. Det hele udspringer af de udfordringer, vi så med nogle af de første koncerter med det unge publikum, der var der.«

B.T. har forsøgt at få en uddybende kommentar fra Kesi, men det har i skrivende stund ikke været muligt.