For Ninka-Bernadette handlede det tidligt om, at hun skulle overleve og klare sig selv, og hun flyttede hjemmefra som 15-årig. Først langt senere fandt hun ud af, at det ikke er albuer og præstationer, der gør hende lykkelig.

1. Længtes efter kernefamilien

Det her billede, ser mere romantisk ud, end virkeligheden var. Min barndom var præget af nogen utryghed, for jeg følte mig malplaceret i Vestylland, hvor jeg boede med min mor og stedfar. Min kreative far, der tog billedet med et storformatkamera, besøgte jeg jævnligt i skilsmisseforvirringen, og det blev rimeligt kaotisk, da der kom nye søskende til. Jeg længtes efter normalitet og en kernefamilie. Dengang boede jeg i Fjaltring og gik i skole i Bøvling, efter vi havde boet i Vanløse og Helsingør. I Vestjylland oplevede jeg, at alt skulle være, som det plejede, og hvis nogen var anderledes, blev det hånet og latterliggjort. Vi kom der med langt hår, nøgenbadning og motorcykler, og det var selvfølgelig overraskende for de lokale. Jeg kunne ikke have nogen med hjem på besøg, det var for pinligt.

2. Læreren tegnede os i munden

For mig handlede det tidligt om, at jeg skulle overleve og lære at klare mig selv. Jeg følte tidligt, at jeg var ’den voksne’ her, og alt, hvad der havde med venskaber og normalitet at gøre, var sekundært. Jeg besluttede tidligt at stræbe efter at være den bedste til alt. Underbevidst for at vise de bonderøve, at jeg var klogere end dem. Der var jantelov i det vestjyske dna. I den lokale skole havde man stadig revselsesret dengang i 1977-78, for det havde nogle af forældrene ønsket, og jeg husker, hvordan man blev stukket i ryggen med nøgler. Engang gik det helt galt, og jeg blev afstraffet ved at blive tegnet i munden med kridt. Vi var nogle piger, der havde formastet os til at tegne os selv på maven med en sprittusch, det var sådan en slags lille sekt, vi havde, og det blev læreren så vred over, at vi blev stillet på række og tegnet med kridt i munden. Det var vildt ubehageligt, og det førte til, at min mor senere troppede op og tog en slåskamp med rektoren, der i øvrigt blev kaldt ’Degnen Arwin.’

3. Brug for at manden siger stop

Her er jeg med mine to halvsøstre. Da jeg blev 15, flyttede jeg hjemmefra og kom på efterskole, og kom aldrig hjem siden. Det fungerede ikke med min stedfar, og jeg kunne ikke bare vende tilbage, så jeg har været på egen hånd siden den alder. Jeg lærte at blive en hård banan – det er først efter, jeg er blevet 37, at jeg er blevet blid og har fundet ud af, at det er ikke albuer og præstationer, der gør mig lykkelig. Når kvinder bliver så stærke og dominerende, at de bestemmer over alt i hjemmet, tøjet, maden, ferierne indretningen mv., bliver mænd bange og underdanige. Jeg tror, kvinder har brug for, at mænd siger: Nu stopper festen. Kvinder bliver angste, når der ikke er en leder i huset. Det ligger i vores natur, at vi tester manden, indtil han kan finde ud af at sige fra. Det dur ikke med to mænd i huset. I dag er jeg blevet mere blød, feminin og hengiven og lader min mand tage kontrol. Ninka-Bernadette Ninka-Bernadette Mauritson er journalist og bestsellerforfatter, især kendt med bogen ’Kernesund familie’, der skabte en bevægelse, der satte spørgsmålstegn ved staten som sundhedsautoritet. Indehaver af sundhedsportaler for kvinder og børn og har firma i England, hvor hun bor med kæreste og to teenagebørn.

4. Mormor Marie var en klippe

Her var jeg hos min mormor Marie i hendes have i Farum. Hun var som en klippe i mit liv. Hun gik op i de traditionelle værdier som god mad og ordentlig opførsel. Hun elskede mig og har altid støttet mig, uanset hvad jeg fandt på – også da jeg klippede mit hår af og fik punkfrisure.

5. Det sejeste menneske

Her var jeg med min far på hans BMW motorcykel. Vi boede helt crazy på et tidspunkt i et hus med både min mor og hendes kæreste, samt min far og hans elskerinde. Jeg så enormt meget op til min far, jeg syntes, han var det sejeste menneske, min helt. Han var sindssygt intelligent og ligeglad med, hvad andre tænkte om ham. Han var journalist og stillede spørgsmål ved enhver autoritet og var intellektuel, overlegen i forhold til andre.

6. Hadede at være model

Da jeg var 19, arbejdede jeg som model. Men jeg jeg hadede det. Jeg kunne ikke fordrage at blive vurderet på mit udseende og at der var forventninger fra fotografer om, at jeg skulle gå ud med dem. Jeg syntes, det var en træls verden. Jeg var for tynd, og de ville gerne ha’, at jeg tog nogle kilo på, for jeg vejede kun 49, og de syntes, 55 kilo ville være bedre. Jeg syntes, det var for stressende. Siden arbejdede jeg som bartender og gartner. I tre år læste jeg dansk på universitetet lige efter gymnasiet, men det syntes jeg simpelthen var for kedeligt, for min store drøm var at blive journalist. Jeg var bange for ikke at bestå optagelsesprøven, jeg ville ikke ha’ det nederlag. Jeg tog mig sammen og kom heldigvis ind i første forsøg på Journalisthøjskolen.

7. Ændrede alt for vores søn

Som jeg har skrevet om i min bog ’Kernesund familie’, fik min søn diagnosen infantil autisme på Bispebjerg hospital. Han bed, slog og skreg, og han var ude af kontrol. Ingen læger kunne hjælpe med andet end anbringelse eller medicin. Jeg var nødt til at gøre noget drastisk. Jeg tog på lægekonferencer i USA, blev en kriger og brugte al min tid på at researche behandling af de underliggende fysiske symptomer. Blandt andet metylerings-problemer, fordøjelses-problemer, umoden cerebellum, dårlig afgiftning, vitamin-mineral-mangel og fødevareintolerancer. Vi – min eksmand og jeg, ændrede ALT for at hjælpe ham. Vi skar alt kunstigt ud af vores kost. Det vil sige, at mælk, gluten, sukker, farvestoffer samt tv blev smidt ud. Han fik kosttilskud, hjerne-træning og fysisk træning udenfor hver dag. I dag har han ingen symptomer. Resultatet af det hele er, at han i dag er helt rask og går i skole i England – og blev i sidste måned kåret til at være den bedste elev i klassen.

8. Mit livs kærlighed

Her er jeg med mit livs kærlighed Wynford Dore, som jeg nu bor i England med sammen med mine to drenge. Han har taget dem til sig, som var de hans egne. En clairvoyant bragte os sammen – hun kunne se for sig, at vi ville være et godt par, og da jeg så ham på Skype første gang, vidste vi begge, at her var den soulmate, vi havde søgt hele livet. Vi er så kompatible på trods af aldersforskellen på 22 år. Vi er her på vores båd på Ibiza, hvor vi opholder os, når vi ikke er I England eller rejser rundt i verden. Vi har et firma sammen, hvor vi beskæftiger os med både de misforståede børn og den misforståede cerebellum, som er hjernens hjerne. De børn, som slås med at fokusere og som har adfærdsproblemer, er misforstået på den måde, at det handler om, at deres cerebellum ikke er blevet modnet korrekt, så den ikke har kunnet automatisere ting, som har med indlæring, adfærd og følelesmæssig kontrol at gøre. Derfor får de ofte diagnoser fremfor den neurologiske reprogrammering, der i virkeligheden skal til, og det er det, vi gør med vores onlineprogrammer.