Det er 60 år siden, at han første gang stod på Det Ny Teaters mere end 100 år gamle skrå brædder. Men nu lakker det mod enden for Tommy Kenter, som er klar til at skridte brædderne af for sidste gang.
»I min høje alder er det simpelthen blevet et for stort og anstrengende stykke arbejde,« erkender den 69-årige komiker og skuespiller. Men uden et kny.
»Nu lægger jeg klatten her til sidst. Det var her, jeg startede. Det er her, jeg slutter.«
Vi sidder i kælderen under Det Ny Teater i København, hvor rå murstensvægge, søjler og buegange vidner om teatrets lange historie. En historie, Tommy Kenter selv i seks årtier har været en del af.
Fra et af de tilstødende lokaler lyder lyse pigestemmer. Hver en stemme og hvert et ansigt kæmper for opmærksomhed.
Pigerne er til audition og drømmer om at blive udvalgt som en af Tommy Kenters seks døtre i musicalen ‘Spillemand på en tagryg’. Det er den, der bliver hans afskedsforestilling.
»Det var jo også sådan, at jeg selv startede for 60 år siden. Til en audition,« griner han.
Grinet er der er en god grund til. For den ni år gamle Tommy Kenter havde ikke helt rent mel i posen, da han i 1959 var til sin audition. Spændt til bristepunktet med sine drømme.
Han aner ikke, hvad de udsprang af, hvor i hans gener de drømme lå.
Men han husker, eller har i hvert fald fået genfortalt, at det allerførste ord, han som to- eller treårig var i stand til at sige, var ‘gubiller’.
Dét ord var hans svar, når de voksne spurgte, hvad han ville være, når han blev stor. ‘Gubiller’. Skuespiller.
Ordet blev hans kælenavn. Og det var dét, hans mor kaldte ham, da hun i 1959 faldt over en annonce i avisen, hvor Det Ny Teater søgte børn til forestillingen ‘Den forelskede kamphane’.
‘Det var nok lige noget for dig, Gubiller’ sagde hun for sjov. Men for Tommy Kenter var det ikke sjov. Det var hans chance. Han plagede længe og inderligt.
Ved synet af den knap halve kilometer lange kø foran teatret fortrød moderen sin eftergivenhed og trak i sin søn.
Men pludselig råbte teatrets regissør, at de ville komme ind i kronologisk rækkefølge, så de børn, der var født i januar, skulle stille sig forrest i køen. Og vupti var Tommy Kenter væk.
Han griner. Nede fra maven.
»Jeg fes op og sagde, at jeg var født 2. januar,« fortæller han om sin hvide løgn, som sikrede, at han kom først ind til prøven og dermed forkortede sin utålmodige mors ventetid.
Prøven skaffede ham den første rolle på teatret sammen med datidens store lystspil-skuespillere. Bl.a. Buster Larsen.
»Han var en dejlig mand. Hver aften, når vi havde spillet, tog han mig med over til pølsevognen overfor. Så spiste vi en pølse sammen og sludrede.«
Men Buster Larsen nøjedes ikke med det. Han tog den ni-årige Tommy Kenter med til prøvefilmning hos Erik Balling, som skulle bruge en dreng til filmen ‘Cirkus Buster’.
Og dermed var vejen banet til dét, der er blevet en lang og mangfoldig karriere i dansk showbiz. Og en karriere hvor alle drømmene er blevet opfyldt.
»Da jeg kom på elevskolen, havde jeg tre mål: At blive stjerne i Cirkusrevyen, at spille ‘Den grønne elevator’ og som det tredje at spille Lenny i ‘Mus og mænd’.«
»Cirkusrevyen og ‘Mus og mænd’ fik jeg tidligt indfriet af Volmer Sørensen, mens der gik lidt længere, før jeg fik den tredje skalp i bæltet.«
»Men jeg har nået de tre ting, jeg ønskede mig. Who could ask for more?« spørger han og slår veltilfreds ud med armene.
Cv’et tæller mange andre højdepunkter. De kunstneriske som ‘Kong Lear’ og ‘Mens vi venter på Godot’. De folkelige som ‘Slingrevalsen’, ‘Fukssvansen’ og ‘Lykke-Per’.
Men selv om Tommy Kenter nu takker af på de skrå brædder, har han ingen intentioner om at lægge sin karriere i graven og gå på pension.
»Jeg skal jo ikke hjem i sofaen og drikke porter og se fjernsyn,« siger han med et grin.
»Vi skuespillere har ikke nogen pension. Så der er kun én vej. Og det er frem. Og det har jeg tænkt mig at fortsætte med så længe, der er nogen, der gider se på det, vil betale for det, og så længe jeg kan stå oprejst.«
»Så planen er fortsat at tage rundt med mine egne små optrædener, at lave film og tv, som ikke kræver, at jeg hver aften skal stå og råbe folk i hovedet i flere måneder.«
‘Spillemand på en tagryg’ - som har premiere til september - bliver hans sidste forestilling på teatret. Og han er stolt af at slutte med lige præcis dén.
»Det er en af de få musicals, der ikke bare er skæg og ballade, flotte sange og dansenumre, fest og farver. Den har også en meget alvorlig undertone om mennesker, der bliver fordrevet,« forklarer han.
»Og det ser vi også nu. Mennesker, der er fordrevet derfra, hvor de hører til. Så jeg synes, at det er skideaktuelt. Det er teater til tiden.«
Skideaktuelt eller ej, så har også Tommy Kenter og hans krop en tid.
»Jeg bliver jo 70 lige efter, at vi er færdige med den. At spille hver aften i fire måneder er en så gevaldig indsats, at jeg tror, jeg på det tidspunkt ikke er så scene-liderlig mere.«
»Jeg har været rundt i de fleste hjørner og nydt hvert et minut af det. Men enough is enough. Man får ikke flere kræfter med alderen, skulle jeg hilse at sige.«
»Men det er en meget smuk afrunding at slutte dér, hvor jeg startede som barn.«
Herunder kan du læse Tommy Kenters tanker om ‘Vild med dans’, om at miste, om folkelighed og om at kaste sig over Bodil-kagen i 2002.
Jeg kan stadig møde folk på gaden, der kan finde på at sige ‘kaviar, det er hvad vi har, bagefter får vi tatar. Det kan jo smutte det lort’.
Det er en del af at være folkelig, og det har jeg det fint med. For jeg går jo på arbejde for, at nogen gider se det, jeg laver.
Så Rudi Kløjsner har været en god følgesvend i min karriere. Men det startede faktisk med fru Christoff i ‘Dansk Naturgas’.
Det var et satireprogram, som jeg lavede på DR med Per Pallesen i starten af 1980'erne.
Dengang var der kun den ene kanal, og det blev Pers og mit store folkelige gennembrud.
Vi improviserede og sagde nonsens til hinanden. Næste dag, når vi gik på gaden, kunne vi høre folk gentage vores mærkelige sætninger. Det var festligt.
Jeg fortryder sgu ikke noget. For alt, hvad man foretager sig, bringer én det sted hen, hvor man skal være.
Så jeg fortryder heller ikke kagestuntet ved Bodil-festen i 2002. Jeg kan huske, at der var så røvkedeligt.
Og eftersom Jytte Abildstrøm ikke kom, og Jens Jørgen Thorsen var død, måtte en af os andre tage over og sætte gang i festen. Og det blev mig.
Det var Poul Nesgaard, der provokerede mig til at hoppe op i kagen. ‘Det tør du ikke’ sagde han, men det skal man ikke sige til mig.
Folk tror, at jeg lavede erotiske bevægelser. Det gjorde jeg faktisk ikke. Jeg hakkede ned i den med en stor kagekniv.
Folk troede også, at jeg var skidefuld. Men det var heller ikke tilfældet. Det blev jeg først bagefter.
Jeg tog hjem for at skifte tøj, og da jeg kom tilbage, havde gæster sgu ædt al kagen, selv om jeg havde ligget og skabt mig oven i den.
Det var en kæmpe udfordring. Et hestearbejde. Og jeg havde ikke gjort mig klart, hvor meget arbejde det krævede.
Jeg var som en bokser, der gik i træningslejr. Og i mange uger så jeg ikke min familie, mine venner og mine børnebørn.
Jeg blev castet til at være ham den halvgamle og halvtykke, der skulle ryge ud i program et eller to, men jeg tænkte: ‘Det skal fanedme være løgn, de skal ikke tage røven på mig’.
Så jeg bed tænderne sammen og gik 100 procent ind i det og blev også hængende helt frem til semifinalen.
Det var en stor oplevelse. Også følelsesmæssigt. For min mor og far var jo turneringsdansere, da de mødtes.
Men de måtte stoppe karrieren, da de skulle have mig. Derfor var det lidt som at tage arven op fra mine forældre. Bære faklen videre. Det gjorde mig stolt.
Claus Ryskjær (døde i 2016, 71 år gammel, red.) var en skøn dreng. Jeg husker tydeligt vores turné med stykket ‘Nørden’. Han var den alvorlige, mens jeg måtte lave det hårde arbejde med at få folk til at grine.
Det er trist, når nogen går bort. Men der er jo ingen, der slipper levende fra livet.
Nogle er røget for tidligt. Men det er ofte fordi, de ikke har haft fokus på helbredet, at deres krop bryder sammen.
I min branche er overarbejde, stress og forkerte spisevaner hverdagskost. Men hvis man byder sin krop hvad som helst, kan den til sidst ikke mere.
I perioder æder, drikker og byder jeg også mig selv hvad som helst. Men så tager jeg lange perioder, hvor jeg lever sundt og asketisk. Så kommer der en vis balance i det.
Og jeg har fået lov til at blive næsten 70 indtil videre.
