»Folk plejer normalt at respektere, hvis jeg ikke ønsker at lave noget seksuelt med dem … «

I en længere video anklager TikTok-kendissen Justine Paradise den kontroversielle youtuber Jake Paul for at have forgrebet sig på hende.

Den 24-årige youtuber – og nu også bokser – afviser alle anklagerne, men det forhindrer ikke, at den 20 minutter lange video fortsat får flere og flere afspilninger.

Over 960.000 gange er videoen i skrivende stund blevet set på YouTube.

I den fortæller Justine Paradise om en episode, som angiveligt fandt sted i 2019 i den jævnaldrende Jake Pauls hjem i Los Angeles.

Forud for episoden skulle hun flere gange have besøgt ham, men en dag overskred han ifølge anklagerne hendes grænser i en sådan grad, at hun aldrig vendte tilbage.

Ifølge hendes forklaring hev han hende til side i hans studie, hvor der også var andre til stede. De begyndte at kysse. Gik sammen ind i hans soveværelse.

»Folk plejer normalt at respektere, hvis jeg ikke ønsker at lave noget seksuelt med dem, så jeg tænkte, det var fint, at jeg gik med ind i hans soveværelse,« fortæller hun.

»Jeg tænkte også, at jeg godt kunne kysse ham, fordi jeg troede, han ville stoppe, hvis jeg ikke ville mere end det.«

Justine Paradise ville med egne ord »ikke mere end det«. Men det var Jake Paul angiveligt ikke tilfreds med.

Han begyndte herefter at gramse på hende, fortæller hun videre i videoen. Hun sagde fra.

Så lagde han sig angiveligt ovenpå hende og tvang hende til oralsex. Uden samtykke, understreger hun i videoen og siger så:

Youtuberen indledte i 2018 sin boksekarriere. Her er han i grå shorts efter at knockoutet Nate Robinson i november 2020.
Youtuberen indledte i 2018 sin boksekarriere. Her er han i grå shorts efter at knockoutet Nate Robinson i november 2020. Foto: Joe Scarnici
Vis mere

»Det er ikke okay. Det er på ingen måde okay.«

Efterfølgende talte de ikke længere sammen.

Nu tager hun så bladet fra munden i håb om, at ingen anden skal udsætte for det samme, som det, hun mener, hun er blevet udsat for.

Jake Paul mener dog, at hun udelukkende står frem med sin historie for at få opmærksomhed og følgere.

I et opslag på Twitter afviser han alle hendes anklager. Beretter, at han på tidspunktet for det påståede overgreb var i et forhold. Og at han aldrig har rørt en kvinde uden samtykke.

»Anklager om seksuelle overgreb er ikke noget, jeg eller nogen anden bør tage let på, men for at være helt klar i mælet: Anklagerne imod mig er 100 procent falske.«

Han uddyber, at de to aldrig har haft et seksuelt forhold. Og gentager flere gange, at Justine Paradise udelukkende har lavet videoen for at få opmærksomhed i forbindelse med hans kommende boksekamp.

»Tag ikke fejl. Jeg planlægger at gå rettens vej med denne sag.«

Ben Askren og Jake Paul mødtes 26. marts forud for deres store boksekamp 17. april.
Ben Askren og Jake Paul mødtes 26. marts forud for deres store boksekamp 17. april. Foto: Ethan Miller
Vis mere

»Der sker uoprettelige skader på grund af denne type anklager, og endnu vigtigere er det, at denne type falske anklager underminerer personer, som rent faktisk har været ofre for overgreb.«

Tidligere har Jake Pauls ekskæreste Alissa Violet også anklaget ham for at have misbrugt hende både psykisk og fysisk.

Jake Paul omtaler ikke selv sagen i sit Twitter-opslag, men nævner, at det ikke er første gang, han har skullet stå på mål for »usande anklager.«

»Det bliver formentlig heller ikke sidste gang,« skriver han og understreger, at han vil kæmpe til det sidste for at bevise sin uskyld.