I al ubemærkethed har den store TV 2-profil Cecilie Frøkjær sagt op på TV 2 efter 20 år som fastansat vært på kanalen.

Det afslørede hun over for ugebladet HER & NU, da de fangede hende under optagelserne til programmet 'TV2016 - De største øjeblikke.'

»Det har været et kæmpe skridt for mig, men også meget spændende,« siger hun til ugebladet.

Den 48-årige tv-profil fortæller også, at hun dermed kan sige ja til andre opgaver, som hun før har sagt nej til, fordi hun har været fastansat på TV 2. Hun vil dog stadig være vært på kanalens nytårsshow, men om hun som freelancer vil dukke op som vært i andre sammenhænge, fortæller hun ikke noget om.

Den populære vært tonede for første gang frem på skærmen hos danskerne i 1996 sammen med Michael Meyerheim i Go' Morgen Danmark, hvor de to var fast værtspar i ti år. Men Cecilie Frøkjær har også været vært på programmer som Go' Aften Danmark, nytårskavalkader og en række andre tv-shows.

I interviewet løfter Cecilie Frøkjær ikke sløret for, hvad hun ellers skal lave. Kun, at hun glæder sig til, at hun ikke længere skal sidde fra ni til fire på sin arbejdsplads, men at hun nu selv kan styre sin tid, og hvad hun har lyst til at lave.