Den toneangivende tv-vært og satiriker John Oliver melder sig nu ind i debatten om De Olympiske Lege i Tokyo i næste måned med en skarp kritik af den kommende afholdelse.

»På trods af det faktum, at pandemien slet ikke er ovre endnu, synes De Olympiske Lege stadig at blive afholdt, og ikke alle i Japan er begejstrede for det,« forklarer John Oliver i sit HBO-talkshow 'Last Week Tonight with John Oliver' ifølge The Hollywood Reporter.

Søndagens afsnit 16 er endnu ikke udgivet i Danmark på HBO Nordic.

Med referencen til de utilfredse japanere taler John Oliver om de mange demonstranter og modstandere af afholdelsen af Tokyo 2020, særligt doktor Shigeru Omi, der er præsident for Japans Samfundssundhedsorganisation, øverste lægelige rådgiver for den japanske regering og bestyrelsesmedlem i WHO.

Det var blandt andet ham, der anbefalede, at OL skulle afholdes helt uden tilskuere. For nuværende må der dog gerne være japanske tilskuere.

Japans næststørste avis, Asahi Shimbun, har også været ude og sige, at Tokyo 2020 burde blive aflyst. Derudover er det blevet officielt udmeldt, at omkring 10.000 af de 80.000 registrerede frivillige har meldt afbud, mange med bekymringen om coronasmitte.

John Oliver peger ligeledes på i sit program, at antallet af japanere, der er døde med coronavirus, er højere nu, end det var, da De Olympiske Lege i Tokyo blev fremrykket sidste sommer.

Derudover er også kun omtrent seks procent af den japanske befolkning fuldt vaccinerede.

John Oliver er vært på showet 'Last Week Tonight with John Oliver', som har sikret ham flere Emmy-awards. Som her i 2018 for Outstanding Variety Talk series.
John Oliver er vært på showet 'Last Week Tonight with John Oliver', som har sikret ham flere Emmy-awards. Som her i 2018 for Outstanding Variety Talk series. Foto: MARIO ANZUONI
Vis mere

Derfor vurderer den 44-årige satiriker, at det må være en beslutning baseret på kolde kontanter, at Tokyo 2020 alligevel ser ud til at blive afholdt i næste måned.

»Jeg håber for alles skyld, at det her lykkes, men man kan ikke undgå at føle, at hovedmotivationen for, at det her overhovedet finder sted, er penge. Så vil det være det værd?« spørger John Oliver i udsendelsen.

Han gør samtidig grin med, at mens legene skal gennemføres under strenge forholdsregler, så deles der stadig kondomer ud til atleterne fra den japanske kondomindustri – selvom atleterne dog opfordres til først at bruge dem, når de er hjemme igen.

Japan har allerede brugt mindst 100 billioner danske kroner på De Olympiske Lege. Det er dog blevet anslået, at en aflysning vil være endnu dyrere og beløbe sig til mere end 250 milliarder danske kroner.

Det er dog ikke Tokyo selv, der har beføjelsen til at aflyse De Olympiske Lege, men derimod den Internationale Olympiske Komite.

De Olympiske Lege eller Tokyo 2020 er sat til at begynde fredag 23. juli 2021 efter et års udskydelse.