Blev mor for bare fire måneder siden

For bare fire måneder siden strålede Mette Walsted Vestergaard af lykke. Da var hun netop blevet mor til sønnen Bastian.

Men nu må hun erkende, at lykken er lunefuld. Mette Walsted Vestergaard og tv-manden Michael Kristiansen skilles efter halvandet års ægteskab. Midt i hendes barselsorlov fra TV-Avisen.

Nyheden kommer oven i købet bare tre dage før Mette Walsted fejrer sin 40 års fødselsdag.

- Ja, vi er flyttet fra hinanden og er i gang med at blive skilt. Det er meget nyt. Jeg er selvfølgelig meget ked af det, men prøver at se fremad, siger Mette Walsted Vestergaard til Billed-Bladet, der udkommer i dag torsdag.

Nyheden om det kendte tv-pars skilsmisse kommer samtidig med nyheden om Mikael Kristiansens tv-pause. TV 2 har netop meddelt, at programmerne ’Mogensen og Kristiansen’ holder pause. ’Tirsdagsanalysen’ fortsætter til gengæld.

Mette Walsted Vestergaard ønsker ikke at komme nærmere ind på årsagen til det overraskende brud. Men modsat den kendte politiske kommentators to første brud, foregår det denne gang i en gensidig forståelse. Der er ikke tale om en konflikt, siger Walsted Vestergaard.

- Jeg bliver boende på Østerbro, og Michael er sammen med børnene hos mig, da det er det mest praktiske med så små børn. Der er ingen krig på kniven, men en ny realitet, at vi skal til at være en skilsmissefamilie. Det er trist, men vi tager det stille og roligt, siger Mette Walsted.

Familien omfatter nu Vestergaards og Kristiansens to børn, teenagebørnene Malte og og Fiona og Samuel på seks.

- Jeg synes, det er vigtigt, at man holder sammen som familie, siger Mette Walsted til Billed-Bladet

Det var ellers den helt store lykke, da Vestergaard og Kristiansen mødte hinanden i 2007 under en middag hos fælles bekendte.

- Michael er superklog og superskarp, og det synes jeg altså er meget, meget tiltrækkende. Selvfølgelig sammen med en masse andre ting. Men klogskab, ja, det er vildt tiltrækkende, må jeg indrømme, sagde hun senere til Søndag.

Det er tredje gang, lykken brister for den politiske kommentator og tidligere spindoktor Michael Kristiansen. Han har Malte og Fiona med journalist Christina Lopes. Det forhold endte brutalt, da Kristiansen i 2002 mødte den 15 år yngre, tjekkiske bartender Linda under en golfrejse.

Begge var bragende forelskede. Den slags historier brygger man Hollywood-film på, men der var ingen happy end her. Forholdet stoppede midt i Lindas graviditet. Hun rejste hjem til sit hjemland Tjekkiet. I dag har Lopes og Mette Walsted et godt forhold til hinanden. Det agter sidstnævnte at opretholde, siger hun til ugebladet.

TV-Avisen-værten medgiver, at det kan blive lidt hårdt at fejre fødselsdag på lørdag oven i skilsmissen. Men gode venner og familien har insisteret, og nu har hun valgt at tage det fra den positive side - og feste.

Mette Walsted meddelte sent onsdag aften, at hun ikke har yderligere kommentarer. Kristiansens telefon var lukket hele aftenen. Heller ikke en henvendelse til Walsteds arbejdsgiver DR gav noget resultat.