Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Den amerikanske tv- og Michelin-stjerne-kok Mario Batali, der skabte overskrifter for nogle år siden, da han blev anklaget for flere seksuelle krænkelser, kan tirsdag ånde lettet op.
En dommer i Boston har nemlig frikendt ham i sagen om en krænkelse af en fan, skriver New York Post.
Ifølge anklagen skulle Batali have krænket en kvindelig fan, der i 2017 ville tage en selfie med ham.
Episoden fandt ifølge kvinden sted på en bar i Boston, hvor hun faldt i snak med kokken. Han tilbød hende angiveligt at tage en selfie sammen med hende, og det var – ifølge kvinden – her, han udnyttede situationen til at krænke hende.
Kvinden påstår blandt andet, at Mario Batali var tydeligt beruset, og at han lagde armen rundt om hende og begyndte at tage hende på brysterne.
Derefter skulle han have kysset hende i ansigtet samt taget hende i skridtet på en måde som hun'‘aldrig var blevet rørt på før', fortalte den 32-årige kvinde i retten.
Han skulle angiveligt også have forsøgt at lokke hende med på et hotelværelse.
Batali har gennem hele forløbet nægtet sig skyldig, men sagen endte altså alligevel i retten.
Her argumenterende Batali mod anklagerne og påstod, at kvinden blot havde anklaget ham, da hun var ude efter hans penge.
Dommer James Stanton fandt ikke kendiskokken skyldig i anklagerne om overgreb ved retten i Boston. Retssagen varede to dage, og Batali kunne have fået op til 2 og et halvt års fængsel, hvis han var blevet kendt skyldig.
Fire andre kvinder beskyldte i 2017 Batali for at have krænket dem, hvilket fik ham til trække sig fra sine michelinstjernerestauranter Babbo og Del Posto.