Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
For tre uger siden modtog familien Hunter hjælp fra uventet kant, da en donation på 17.000 pund, svarende til cirka 170.000 kroner, tikkede ind for at kunne betale familiens elregning og holde deres syge datter i live.
Nu fortæller hovedpersonen bag donationen, Hollywood-stjernen Kate Winslet, hvad der fik hende til det.
»Carolynne Hunters historie poppede op på BBC Skotlands nyhedsside. Og hendes fortælling om, at hun måtte blive nødt til at sende sin datter, der har cerebral parese og alvorlige og komplekse helbredsproblemer, på plejehjem, fordi hun ikke kunne betale sine regninger,« siger den 47-årige skuespiller til BBC Scotland og fortsætter:
»Det knuste mig. Jeg tænkte bare, på hvilken planet vil nogen lade dette ske? Det er helt, helt forkert.«
Carolynne Hunters historie havde gjort så stort et indtryk på den verdenskendte skuespiller, at hun måtte gøre noget ved det.
Det lykkedes for den britiske skuespillerinde at opspore Carolynne Hunter og hendes familie og fortælle, at hun ville hjælpe med en donation – og efterfølgende oprettede familien Hunter en 'GoFundMe', fortæller Kate Winslet.
Ifølge Hollywood-stjernen føltes det forkert at stå og se til, at en anden mor måtte tage så hjerteskærende en beslutning, fordi hun ikke havde råd til at betale sine regninger.
»Det kunne jeg bare ikke lade ske,« siger hun.
Senere i år skal Winslet spille hovedrollen i filmen 'I Am Ruth', hvor hun skal spille over for sin egen datter, 22-årige Mia Threapleton – og om ikke så længe vil man kunne se Kate Winslet i den længe ventede Avatar opfølger: 'Avatar: The Way of Water', som har premiere 14. december.