Den kendte pladeproducer, musikjournalist og tidligere 'Australian Idol'-dommer Ian 'Dicko' Dickson har delt en noget besynderlig historie om den verdenskendte rapper P. Diddy.

Ifølge Ian 'Dicko' Dickson skal den 51-årige rapper med det borgerlige navn Sean Combs engang have nægtet at forlade lufthavnen i Sydney, Australien, fordi limousinen, der stod klar til ham, havde den forkerte farve.

Pladeproduceren fortæller – ifølge News.com.au – at P. Diddys bizarre krav betød, at rapperen ventede intet mindre end 15 timer i lufthavnen, fordi han nægtede at stige ind i luksusbilen, så længe den var hvid.

»Og da vi endelig fik sendt en sort én til ham, sagde han, at han ikke ville køre i den, fordi stereoafspilleren ikke var god nok,« siger Dicko, der har fortalt sin anekdote i det australske radioprogram 'Brisbanes B105',

»Så den idiot sad i den skide lufthavn i omkring 15 timer – næsten ligesom Tom Hanks,« fortsætter han og henviser til Hollywood-filmen 'The Terminal', hvor Tom Hanks' karakter strander i en lufthavn.

Da radioværten påpeger, at P. Diddys opførsel ikke ligefrem imponerer ham, fortæller Ian 'Dicko' Dickson, at det ikke er unormalt, at store stjerner har divanykker og kræver besynderlige ting.

»Jeg ville elske, hvis jeg selv var så berømt, så jeg kunne være så urimelig,« siger han grinende i radioprogrammet.

Her fortæller han også, at den slags opførsel sker, fordi de helt store stjerner sjældent hører ordet 'nej'.

»Ingen har givet dem modstand eller sagt, at de skal skride ud af flyet,« siger han og påpeger, at han da heller ikke selv havde lyst til at sige P. Diddy imod dengang.

»Det er lidt skræmmende med ham, fordi alle hans sikkerhedsvagter og bodyguard er bevæbnede, således at man ikke ligefrem har lyst til at være på tværs.«

News.com.au har forsøgt at få en kommentar fra P. Diddys talsperson, men det har i skrivende stund ikke været muligt.