Den tidligere Radiometer-ejer og milliardær Johan Schrøder er blevet ramt af alvorlig sygdom og har derfor taget den svære beslutning at sælge sit gods. Nu fortæller han detaljer om sygdommen og om beslutningen bag salget.

Han er kendt for i 2004 at have taget den svære beslutning at sælge familievirksomheden Radiometer for at sikre, at hans børn ikke ville ende i den samme arvestrid, som han selv oplevede, da han som ung blev presset til at overtage familieimperiet.

Nu har alvorlig sygdom presset erhvervsmanden og milliardæren Johan Schrøder til atter at tage en svær beslutning. Den 77-årige rigmand, der med en formue vurderet til 2,3 mia. kr. ifølge Berlingske er Danmarks 48. rigeste mand, har nemlig sat sit elskede gods Aggersvold ved Jyderup på Vestsjælland til salg. Det fortæller han til BT.

»Jeg ikke helt rask mere. Så derfor er min kone og jeg enige om, at det er for stor en ejendom til, at enten min kone eller mine børn kan stå med det selv, når jeg ikke er her mere. Så derfor mener jeg, at det er rettidig omhu at udbyde det nu, for det tager jo lang tid at sælge sådan noget,« siger Johan Schrøder.

Baggrunden for salget er ud over sygdommen endnu engang at undgå at bebyrde sine børn med en tvungen arv og forhindre en mulig arvestrid mellem dem.

»Jeg har jo haft det i efterhånden 14-15 år. Og så har jeg bygget det om og restaureret det, så jeg har det da ikke særlig godt med at sælge. Men jeg har altid vist, at jeg ville sælge det, inden jeg døde, for jeg ville ikke have, at nogen af mine børn skulle slås med det«, fortæller Schrøder.

JOhan Schrøder er blevet ramt af sygdommen lungefibrose.
JOhan Schrøder er blevet ramt af sygdommen lungefibrose. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Den kendte erhversmand fik for fem år siden konstateret den kroniske lungesygdommen lungefibrose. Og selv om han går til regelmæssig behandling, er prognosen ikke god.

»Det bliver ganske langsomt dårligere. Der kan ikke gøres noget ved det. Det eneste, man kan gøre er, at man ved hjælp af forskellig medicin kan bremse, hvor meget det vil udvikle sig, men man kan ikke kurere det,« siger milliardæren, der ind til videre dog har det fint nok.

Dog har sygdommen medført, at han er begyndt at få sværere ved at få luft nok ned i lungerne og dermed har måttet opgive at deltage i jagter til hest, hvilket ellers er hans helt store passion.

Jagterne og ridningen var også årsag til, at han i sin tid købte Aggersvold Gods, som han renoverede for omkring 200 mio. kr. Bl.a fik hele stuehuset samt staldende en ordentlig tur, inden han sammen med sin nuværende kone Marianne flyttede ind på godset.

»Jeg har boet derude de seneste 12-13 år, og jeg har mine heste derude,« siger Schrøder, der fortsat nyder en daglig ridetur selv om han har måttet lægge jagtridningen på hylden.

Johan Schrøder har seks børn - tre med sin første kone og tre med sin anden kone. Han er nu gift med sin tredje kone, Marianne, som han ikke har børn sammen med. Hun har dog én søn.

Selv om godset betyder en del for ham, har Johan Schrøder ikke engang overvejet at tilbyde sine børn at overtage:

»Jeg synes ikke, at der er nogen af dem, der skal fristes til at overveje det. Det er en stor og dyr ting at skulle stå med,« fortæller han.

I 2016 købtye Johan Schrøder Peter Warnøes villa for hele 65 mio. kr.
I 2016 købtye Johan Schrøder Peter Warnøes villa for hele 65 mio. kr. Foto: Claus Bech
Vis mere

Aggersvold Gods er blevet sat til salg for 150 mio. kr. Det er ifølge Johan Schrøder ’meget mindre’ end han selv har investeret i godset. Men han ærgrer sig ikke:

»Markedsprisen er formentlig de der 150 mio. kr. Og så kan det i og for sig være ligegyldigt, om jeg ha ofret væsentlig mere på det. Jeg har også haft det dejligt her i 12 år. Og jeg nyder stadigvæk at bo her,« siger han.

Det er for øvrigt ikke første gang, at Johan Schrøder gør sig bemærket i forbindelse med en ejendomshandel. I 2016 stod han for købet af årets dyreste villa, da han erhvervede sig it-millionæren Peter Warnøes flotte 540 kvadratmeter store palævilla på Taarbæk Strandvej i Klampenborg til 65 mio. kr.

Handlen blev ikke mindre bemærkelsesværdig af, at Johan Schrøder også var nabo til ejendommen – samt at han tidligere selv havde solgt den dyre villa og endda noget billigere. Men selv om Johan Schrøder måtte hive 30 mio. kr. mere på af lommerne,end han selv havde fået den ti år tidligere, så var han heller ikke bitter over den handel:

»Samtlige ejerlejligheder i København er jo også blevet dyrere, og det er parcelhusene i Gentofte også. Alt er jo blevet dyrere,« sagde han til BT dengang.