Han har rejst i og set enhver afkrog af denne verden og mere til. Og mens han af hele sit hjerte godt kan frygte klodens fremtid, frygter han ikke sin egen.

»Jeg er sgu ikke bange for at dø igen,« siger Uri Løvevild Golman med afklaret stemme og ro i sjælen om det brutale knivoverfald, han blev udsat for under optagelserne til det populære TV 2-program 'Vores vilde verden' i Gabon for knap tre år siden. Hvor han døde.

Hvorfor han ikke frygter døden, vender vi tilbage til. For som den verdensberømte danske naturfotograf sidder i sin kørestol i hjemmet i Nordsjælland, er han beviset på, at kærlighed kan overvinde alt.

Kærlighed til sin kone, Helle, som sidder ved siden af. Kærlighed til sine to døtre. Og ikke mindst dén kærlighed til naturen, som i december 2017 førte parret til Gabon, og som har udmøntet sig i den nye fotobog ‘Wild: What You Love – You Will Protect’, som du kan læse mere om i faktaboksen herunder.

Kærligheden mellem de to naturfotografer er bestemt ikke blevet mindre efter overfaldet.
Kærligheden mellem de to naturfotografer er bestemt ikke blevet mindre efter overfaldet. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Den kærlighed har reddet hans liv. Har gjort, at han trods lægernes dom om, at han aldrig ville komme til at gå, tale, spise uden sonde eller fotografere igen, kan alt. Igen.

Historien om Helle og Uri Løvevild Golman er en historie om stor kærlighed og stor passion, der smeltede sammen til ét stort dunkende hjerte, da de hovedkulds forelskede sig i hinanden under en ekspedition i Grønland i 2013.

»Vi ville gøre noget sammen, der var større end os selv. Et vidnesbyrd om verdens sidste vilde steder, som forsvinder, hvis vi ikke gør noget inden for de næste 10 år,« forklarer de om deres kærlighedsprojekt 'Wild', som nu har udmøntet sig i bogen på bordet.

Projektet førte dem ud på de ekspeditioner, som du måske husker fra den populære TV 2-serie 'Vores vilde verden'. Men i december 2017 gik det galt. Ikke blandt de vilde dyr, men på et marked i det afrikanske land Gabon, hvor parret skulle filme den afsluttende scene til TV 2-programmet.

Foto fra naturfotograferne Helle og Uri Løvevild Golmans nye bog.
Foto fra naturfotograferne Helle og Uri Løvevild Golmans nye bog. Foto: Helle og Uri Golman/'Wild: What You Love - You Will Protect'
Vis mere

I stedet var det tæt på at blive afslutningen på Uris liv, da en mand med vanvid i de blodskudte øjne overfaldt den to meter høje fotograf med en 40 cm lang kokkekniv. Hamrede den ind i hans hjerte og hals.

En intens kamp for livet udspillede sig. En kamp, som også Helle kastede sig ind i, borede sine fingre i overfaldsmandens øjne, fik efter flere afværgestik vristet kniven fra ham. Og var med til at redde sin mands liv. Første gang.

»Hun brølede som en løvinde,« smiler Uri og kigger kærligt på sin kone.

Tre år efter overfaldet er Uri Golman kommet langt i sin genoptræning og har forlængst trodset lægernes dom. Men rullestolen er han stadig afhængig af.
Tre år efter overfaldet er Uri Golman kommet langt i sin genoptræning og har forlængst trodset lægernes dom. Men rullestolen er han stadig afhængig af. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Det var derfor, at jeg senere sagde, at hun var min løvinde, og at jeg fra da af ville kalde hende Løvevild. Det er blevet vores mellemnavn.«

Han kysser hende. Siger, at han elsker hende. Hun siger 'jeg elsker også dig'. Det siger de ofte. Og mener det.

»Du reddede mit liv. To gange,« siger Uri taknemmeligt.

Og dermed er vi tilbage ved indledningen og hans manglende frygt for døden.

Foto fra naturfotograferne Helle og Uri Løvevild Golmans nye bog.
Foto fra naturfotograferne Helle og Uri Løvevild Golmans nye bog. Foto: Helle og Uri Golman/'Wild: What You Love - You Will Protect'
Vis mere

Helle Løvevild Golman husker turen i bilen på vej til det nærmeste hospital. Husker, hvordan hendes mand var smurt ind i blod. Hvordan hun rev sin skjorte af for at bruge den til at stoppe blødningerne. Hendes egen kamp for at holde panikken nede.

»Du dør fandeme ikke! Jeg elsker dig,« råbte hun.

På hospital blev han nødtørftigt lappet sammen, efter at de selv havde skaffet nål og tråd.

»Tror du, at jeg dør?« spurgte han lægen, som svarede: »Nej, min ven. Ikke i dag.«

»Det blev så dagen efter,« siger Uri. Tørt og konstaterende.

Takket være gode kontakter blev Uri overført til militærhospitalet. Hvor det efter en scanning stod klart, at han omgående skulle opereres i hjertet.

»Det er, som om tiden står ubehageligt stille, når du ikke ved, om din elskede skal dø,« siger Helle om frygten, der greb om hendes hjerte. Som var helt berettiget. For Uri Løvevild Golman døde.

Efter overfaldet vil Uri Løvevild Golman næppe komme til at stå i vand til halsen for at vente på det helt rigtige fotos.
Efter overfaldet vil Uri Løvevild Golman næppe komme til at stå i vand til halsen for at vente på det helt rigtige fotos. Foto: Helle og Uri Golman/'Wild: What You Love - You Will Protect'
Vis mere

»Der var noget, der sugede mig opad. Det føltes som en varm sommerdag, hvor man sidder i solen, og nogen hælder et køligt glas vand ned over ryggen på én. En dejlig rislende fornemmelse,« fortæller Uri om rejsen ind i døden.

Han fortæller om at komme op gennem en smuk tunnel, hvor lyset skiftede fra lyseblå til mørkeblå og så kridhvidt.

»Dér så jeg uendeligheden. Jeg var vægtløs. Fyldt med lykke og kærlighed. Det var så smukt,« beskriver han med rolig stemme og husker synet af noget, han kalder 'sjæle-strenge', som rakte ned mod jorden.

»Så var der en kvinde, der sang til mig. 'Urimo, Urimo, I love you, yes I do'. Igen og igen. Det viste sig at være Helle.«

I dét øjeblik vidste Uri, at han ikke var klar til at dø. At han skulle tilbage til sin kone og to døtre. At deres mission om at redde naturen skulle fuldføres.

Han fulgte sin 'sjæle-streng' tilbage til jorden, nåede et orange tag – der siden på Google Earth viste sig at være hospitalet – og røg gennem det og så sit åbne hjerte på operationsbordet, så den lille gople-agtige beholder, som sjælen bor i. Og levede.

»Derfor ved jeg, at sjælen er blå,« smiler Uri og indrømmer, at dét, han så i de to minutter, gav ham lyst til at blive deroppe. Og derfor ingen frygt har for at dø. Igen.

Uri Golman er i dag glad og lykkelig for, at han valgte at vende tilbage til livet. Her med en af grundene. Hans kone Helle.
Uri Golman er i dag glad og lykkelig for, at han valgte at vende tilbage til livet. Her med en af grundene. Hans kone Helle. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Man kommer fra så meget smerte til nul smerte. Det er sgu svært at gå tilbage til.«

Uri Løvevild Golman vendte tilbage til smerten. Men også til kærligheden, som de begge med et kærligt indforstået smil kalder the best drug ever.

Som altså har overvundet den dom, som neurologen på Rigshospitalet afsagde over Uri, da parret juledag vendte hjem til Danmark, og som du kan høre mere om i videoen ovenover.

»Han sagde, at jeg aldrig ville komme til at gå, tale eller spise uden sonde. At jeg aldrig ville komme til at fotografere igen. At jeg højst sandsynligt ville have brug for 24 timers døgnovervågning. Det har jeg modbevist. Og det er jeg stolt over,« smiler den 46-årige fotograf. Og hans kone smiler med.

Sådan så de før overfaldet ud, når de bevægede sig ud i junglen for at komme tæt på de vilde dyr.
Sådan så de før overfaldet ud, når de bevægede sig ud i junglen for at komme tæt på de vilde dyr. Foto: Helle og Uri Golman/'Wild: What You Love - You Will Protect'
Vis mere

»Det, jeg altid har været så forelsket i, er, at når Uri sætter sig noget i hovedet, så går han altid den ekstra mil,« siger Helle med ømhed i stemmen og kigger sin mand i øjnene.

»Du har udholdenhed. Du gør det umulige muligt. Du burde slet ikke have overlevet.«

Hun tager en dyb indånding. Tørrer de fugtige øjne.

»Den kærlighed, vi har mellem os og vores projekt 'Wild', har gjort, at vi har kunnet holde fokus. Den har fyldt på vores batterier,« siger parret. Dybt taknemmelige over den hjælp, der er strømmet dem i møde fra ikke kun familie og venner, men hele Danmark.

»I dag står vi på den anden side af et overfald og er slet ikke i tvivl om, at vi bare vil stå ved siden af hinanden. Vi vil bare være sammen. Hvilket gør det hele meget nemmere.«

De omfavner hinanden. Kysser. Rullestol eller ej, så er de klar til nye eventyr. For at redde verdens vilde dyr.

Fotobogen 'Wild: What You Love – You Will Protect' er netop udkommet og kan blandt andet købes på parrets hjemmeside ‘weareprojectwild.com’