»Jeg kan stadig smage dig, og jeg hader dig.«

Sådan lyder det første vers i det nyligt udgivne nummer 'Cannibal' fra Marcus Mumford.

Marcus Mumford, der er frontmand i bandet Mumford & Sons, har fortalt, at han blev udsat for seksuelt misbrug i sin barndom.

»Som mange andre mennesker – og jeg lærer mere og mere om dette, efterhånden som jeg spiller det for folk – blev jeg seksuelt misbrugt som barn,« lyder det til GQ.

Den 35-årig musiker deler sit traume i en ny sang. Foto: Valerie Macon/AFP/Ritzau Scanpix
Den 35-årig musiker deler sit traume i en ny sang. Foto: Valerie Macon/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Musikeren understreger, at det ikke var en i familien eller kirken, der misbrugte ham.

Men under alle omstændigheder har han ikke sagt det til nogen i 30 år.

Marcus Mumfords forældre var ledere af Vineyard Churches, der er et evangelisk kristent kirkesamfund.

Hændelsen fandt sted, da Marcus Mumford var seks år gammel. Og netop den oplevelse reflekterer han over i sin nye sang 'Cannibal'.

»Det var ikke et valg i et barns sind, og du vidste det. Du tog den første skive af mig, og du spiste den rå,« lyder det blandt andet i sangen.

For knap fire år siden opsøgte Marcus Mumford en terapeut, der var specialiseret i traumer.

Han fik åbnet op omkring sit barndomstraume, og nu deler han sin historie i sangen.

»Dit skide dyr,« slutter sidste vers i sangen om personen, der misbrugte Marcus Mumford.