Tv-vært Anja Fonseca og kæresten Mikkel Lauritzen kan nu kalde sig for mand og kone.

Parret har torsdag sagt ja til hinanden på rådhuset.

'Hov, vi glemte lige at fortælle alle om rådhusturen i dag', skriver Anja Fonseca på Facebook torsdag aften.

39-årige Anja Fonseca er hovedsageligt kendt som vært på DRs vejrudsendelser. Det var også på DR, at hun i 2014 mødte Mikkel Lauritzen, der nu arbejder som kommunikationsrådgiver for Enhedslisten.

I december sidste år fik parret, der nu har fået papir på hinanden, en lille datter. Hannah blev født 2. juledag, og dermed blev Anja Fonseca mor for anden gang.

Hun har også datteren Clara fra et tidligere forhold med den tidligere cykelrytter John Carlsen, som hun var gift med fra 2006 til 2009.

I 2014 stod Anja Fonseca, der er uddannet geolog, frem og fortalte, at hun i 17 år havde lidt af bulimi. Samtidig fortalte hun omverdenen, at hun også havde fået konstateret sygdommen sklerose.

Siden har hun dog fået sit andet barn og er altså nu blevet gift på ny.