Kendt dansk skuespiller-par har fået et barn


Skuespilleren Mille Lehfeldt er blevet mor for anden gang. Det afslører hun med et billede af den lille ny på Instagram.
Den 38-årige skuespiller, der bl.a. er kendt for TV2-serien ’Lykke’, fødte en lille søn for en uge siden.
’Har flettet fingre med denne lille vidunderlige hånd i en uge nu og det er ret stort,’ skriver hun til billedet.
Far til barnet er skuespillerkollegaen Sophus Windeløv Kirkeby, der bl.a. har været med i succesfilmen ’Anja og Viktor – i medgang og modgang’ og ’Hjemve’. Parret har i forvejen en søn, der kom til verden i april 2016.
De blev gift i 2008 og har faktisk kendt hinanden siden folkeskolen, hvor de gik i parallelklasse sammen. Det var dog først i voksenlivet, at venskabet blev til kærlighed.
»Og det har jo været lidt sjovt, ikke? Vi har vitterlig bare været venner. Vi mødtes måske et par gange om året, og så en dag var vi begge to ude af vores forhold, og BANG! – så mødte vi hinanden på en ny måde,« har Mille Lehfeldt tidligere sagt til magasinet Femina.