På flere danske restaurationer oplever kokkene, at de får henvendelser fra influencere og bloggere, som mod lidt reklame vil have et gratis måltid.

Det er særligt Umut Sakarya fra Guldkroen godt træt af.

»Jeg forstår bare ikke, hvorfor de ikke skulle betale for deres mad som alle andre kunder. Man går heller ikke i supermarkedet og betaler med følgere og likes,« siger han.

Umut Sakarya, der vandt Masterchef i 2015 med Aqua-stjernen René Dif, håber, at tendensen stilner af, selvom der umiddelbart ikke er noget, der tyder på det.

»Jeg synes, det er ynkeligt og super taberagtigt. Altså, jeg forstår fattige, som tigger på gaden. De skal have mad for at overleve. Men det her er unge, der tigger for at give omverdenen et billede af succes og rigdom, som de ikke har,« siger han og slår fast, at de kun tager mod betalende gæster.

Han er ikke den eneste, som oplever den slags. Også hos Michelin-restauranterne Clou og Domestic har man samme oplevelse.

»Tiderne er skiftet, og man skal også være mere fremtrædende på de sociale medier, men vi forærer ikke noget væk. Det er meget sjældent,« siger ejer og køkkenchef hos Clou, Jonathan Berntsen.

Michelinstjerne-restauranten har endnu ikke fået en henvendelse fra en influencer-type, der var interessant for dem.

Jonathan K. Berntsen åbnede restaurant Clou sammen med sin tvillingebror Alexander.
Jonathan K. Berntsen åbnede restaurant Clou sammen med sin tvillingebror Alexander. Foto: Thomas Hommelgaard
Vis mere

Så Jonathan Berntsen udelukker ikke, at de kunne finde på at benytte sig af en influencer, men det skal give mening.

Og tilfældige influencere får altså ikke gratis adgang. Han ærgrer sig over tendensen.

»Jeg hader det helt vildt. Ærlig talt,« siger han og uddyber:

»Det er en syg kultur. Hvis man har lyst til at spise hos os, må man betale for det. Ellers må man lade være.«

Hos Domestic i Aarhus har man ikke lige så mange henvendelser som Clou og Guldkroen, men det hænder.

»Det er tit turister, der på dagen kommer i tanke om, at de også skal spise noget. Det er ikke noget, vi takker ja til,« siger køkkenchef Christoffer Norton.

Han afviser dog ikke at bruge det, så længe man gør det klart, at der er tale om et sponsoreret indlæg.

Men når det kommer til stykket, er han en anelse skeptisk overfor konceptet.

Morten Frolich Rastad (t.v.) og Christoffer Norton (t.h.) fra Domestic i Aarhus, da de fik deres michelin-stjerne i 2017 Agency/Jesscia Gow/via REUTERS
Morten Frolich Rastad (t.v.) og Christoffer Norton (t.h.) fra Domestic i Aarhus, da de fik deres michelin-stjerne i 2017 Agency/Jesscia Gow/via REUTERS Foto: TT NEWS AGENCY
Vis mere

»Der er mange influencere, som jeg fornemmer har falske følgere for at puste sig selv op,« siger han.

Christoffer Norton indrømmer også, at han i sidste ende måske er lidt gammeldags.

Han foretrækker, at restaurantens ry går fra mund-til-mund, fremfor at en influencer reklamerer for dem.

»Det lugter lidt af, at de skal ud og hygge sig. Jeg synes også, at vi virker utroværdige ved at gøre det. Men jeg har generelt ikke noget imod det, hvis det er klart, at det er sponsoreret.«