Hvis du de seneste år har haft lyst til at sætte tænderne i 'Danmarks bedste bøfsandwich', så har det været kokken Umut Ra Sakarya, der har stået bag og langet den over disken i den københavnske grillbar 'Grisen'. Men det er slut nu.

I flere år har Umut Ra Sakarya - der tidligere har vundet TV3-programmet Masterchef med sangeren Rene Dif - været chefkok på grillbaren, der de seneste to år har vundet prisen for netop 'Danmarks bedste bøfsandwich'.

Men nu er han efter eget udsagn blevet fyret og bortvist derfra. Det skriver han selv tirsdag på sin Facebookside.

'Jeg bliver desværre nødt til at meddele, at jeg ikke længere er en del af grill baren Grisen, da jeg blev fyret og bortvist, lige efter Katrine og jeg er gået fra hinanden. Hun har, uden om mig, sammen med en advokat sørget for at jeg ikke har nogen rettigheder i forretningen mere. Jeg har ventet i 2 måneder på at se om hun kom til fornuft men det lykkes mig ikke', skriver han og fortsætter:

'Det gør ondt at tænke på alt det vi har bygget op igennem de seneste 4 år bare smuldrer imellem mine hænder. Jeg havde ikke set det komme, at dagen skulle komme og har ofte grint af alle dem, som sagde at vi skulle få lavet en kontrakt omkring forretningen. Desværre fik de personer ret. Jeg kan ikke beskrive hvor ked af det og skuffet jeg over, at jeg ikke længere må være på Grisen og jeg føler mig så dum og naiv.'

Ekstra Bladet har efterfølgende været i kontakt med Umut Ra Sakarya og hans ekskæreste - restaurantens medejer Katrine Hjorth - om sagen.

Hun har ikke ønsket at udtale sig, men forklarer til Ekstra Bladet, at ingen er blevet bortvist uretmæssigt, og at fordelingerne af forretningen er meget kompliceret.

På Facebook skriver Umut Ra Sakarya, at han er 'oprigtigt ked af', at et andet menneske kunne gøre de ting bag hans ryg.

'Jeg har lagt ekstremt meget tid og kærlighed i den grillbar, det gør virkeligt ondt og jeg er oprigtigt ked af at min tillid til et andet menneske, som jeg havde forestillet mig at stifte familie med, kan gøre disse ting bag min ryg. Jeg må smerteligt anerkende, at det her er et kæmpe nederlag for mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op, men jeg tror og håber på karma og jeg håber at tingene ordner sig', skriver han.

Kokken oplyser dog, at denne sag langt fra betyder, at han er færdig med at lave god mad til danskerne, da han nu vil bruge sin tid på restauranten 'Guldkroen' - som ligger ganske få meter fra 'Grisen'.

I en opfølgende besked på Facebook skriver Umut Ra Sakarya, at han opfordrer til, at ingen skriver dårlige ting om hans ekskæreste eller til 'Grisen'.

'Jeg har selfølgelig en god advokat på som forhåbenligt kan få tingene løst på en retfærdig måde. Nu vil jeg hjem og spise noget humus og håb på det bedste', skriver han.