Den britiske skuespiller Tim Pigott-Smith er død 70 år gammel. Han er blandt andet kendt for sin rolle som Ronald Merrick i ’The Jewel in the Crown’ fra 1984, som han vandt en Bafta-pris for.

Hans agent, John Grant, beskriver ham som »en af de største skuespillere i sin generation.«

Skuespilleren blev nomineret til en Oliver-pris i 2014 og en Tony-pris i 2015 for sin hovedrolle i skuespillet ’King Charles III’, skriver BBC.

Tim Pigott-Smith har også spillet med i ’V for Vendetta’, James Bond-filmen ’Quantum of Solace’ og ’Gangs of New York’ og i flere populære britiske tv-serier, blandt andet ’Downton Abbey’ og ’Doctor Who’.

»Han var højt elsket og beundret af sine kollegaer, han vil blive husket af mange som en gentleman og en sand ven. Han vil blive savnet,« sagde agenten.

Skuespilleren var gift med Pamela Miles.

Han skulle have optrådt som Willy Loman i 'Death of a Salesman', hvor han skulle have spillet overfor sin hustru, men hun trak sig ud af produktionen tidligere denne uge, da hun brækkede en knogle under prøverne og skulle opereres.

»Alle hos Royal og Derngate og alle involveret i produktionen af 'Death of a Salesman' er meget berørte af den tragiske nyhed,« sagde en talsperson for teateret og tilføjede:

»Pamela og familien har vores dybeste sympati i denne svære tid.«