I september sidste år skamroste kendisparret den danske triple-Michelin-stjernede restaurant Noma.

Nu har skuespillerinden Lily Collins og hendes mand, filminstruktøren Charlie McDowell, så igen lagt vejen forbi vores lille land mod nord.

I et opslag på Instagram deler Lily Collins nemlig, at hun og ægtemanden er i gang med en »dansk weekend udenlands«, og fredag gik turen til den Michelin-anerkendte danske smørrebrødsrestaurant Selma i København.

De mange forfinede rugbrødsmadder delte Lily Collings i en række stories på Instagram.

'Tilbage til vores yndlingsby og landet af fabelagtig mad,' skrev hun til det første billede, hvor også restaurant Selma og ægtemanden Charlie McDowell blev tagget.

Efterfølgende gik turen dog mod Stevns Klint, som 'Emily in Paris'-skuespillerinden ligeledes delte flere billeder fra.

Efterfølgende kunne man også se, at lørdagen igen blev brugt på god mad.

Parret opholder sig nemlig på en bed and breakfast med restaurant i Klippinge kaldet The Norrmans, som er en gammel gård, som Lily Collins beskriver som det »mest fantastiske sted og mad for sjælen«.

Her blev kendisparret budt på fine grøntsagsfyldte retter i trit med årstiden.

Lily Collins er skuespiller og særligt kendt fra Netflix-serien 'Emily in Paris'. Hun er datter af musikeren Phil Collins.

Lily Collins' ægtemand, filminstruktøren Charlie McDowell, er særligt kendt for at have stået bag Elisabeth Moss-dramaet 'The One I Love'. Senest har han instrueret thrilleren 'Windfall' fra i år, hvor også hans kone spiller med i rollen som netop 'konen'.

Parret blev gift i september sidste år – hvor de også slog vejen forbi Noma – efter to års forhold.