Model og taekwondokæmperen Lisa Lentz og kendis-bloggeren Mascha Vang kan ikke få deres lovede gaver fra den forkætrede pelsdesigner Katja Berglund.

Forleden skrev Lisa Lents, som de fleste sikkert kan huske fra 'Vild med dans', en fredsommelig rykker på designerens facebook-profil: Hey Katja.. Kan se du er tilbage igen.. sender du jakken en af dagene?, skriver Se og Hør.

Det fik Mascha Vang til at finde de syrlige taster frem på keyboardet:

- Får du bare utrolig mange jakker.. Eller er det den samme du har rykket for 28 gange det sidste halve år?, spurgte hun Lents.

De to indlæg skyldes aftaler, som Katja Berglund har haft med de to kvinder: Hvis I bærer mit tøj ved offentlige arrangementer, får i tøjet. Men Lents har aldrig modtaget sin pels, Vang har aldrig modtaget et par hotpants, som hun bar ved flere lejligheder.

Har opgivet sine hotpants


- Nu har jeg bare set Lisa skrive den besked et hav af gange, og så tænkte jeg, at hvis det er den samme jakke, då får hun den aldrig. Jeg opgave mine hotpants for længst, siger Vang til Se og Hør.

Katja Berglunds PR-agent Dorte Egelund afviser at Lisa Lents skulle være blevet lovet en jakke.

- Hun har ikke brug for Lisa som promotor, hun bruger rigtige stjerner som Paris Hilton, Britney Spears og Lindsay Lohan, siger Egelund til ugebladet.

Utilfredse samarbejdspartnere


Det sidste er nye toner. Det er ikke så længe siden, Berglund beskyldte Britney for at have stjålet fire pelse fra hende.

B.T. beskrev tidligere i år, hvordan Berglund trækker en lang hale af utilfredse samarbejdspartnere bag sig. Direktør Torben Reeslev, designfirmaet Reeslev Design, trak hende i fogedretten for 40.000 kr. Samarbejdet med den velrenommerede modeforretning Brdr. Alex Petersen stoppede øjeblikkeligt, da shopmanager Leilani Gangoso Clausen opdagede, at der pludselig kom mange flere varebestillinger hjem til forretningen, end de havde bestilt.