Hvis du har fulgt bare lidt med i kendissladderen fra det store USA, er du næppe ubekendt med familien 'The Kardashians'. Men det lader til, at den (måske ufrivilligt) har fået sig et ekstra, hidtil ukendt medlem af klanen.

Du har måske hørt om Kim, Kortney og Khloé Kardashian. Du kender måske også til deres yngre halvsøstre Kylie og Kendall Jenner. Men har du nogensinde hørt navnet Kirby Jenner?

Hvis svaret er nej, så er det ikke så mærkeligt igen. Det er nemlig først inden for de seneste to år, at navnet er begyndt at blive offentligt kendt. Kirby Jenner er ifølge sig selv Kendalls ukendte tvillingebror. Det fremgår af Kirby Jenners profiltekst på det sociale medie Instagram. Men hvis du ikke synes, at ligheden mellem de to er særligt slående, så er der en grund.

For i virkeligheden er Kirby Jenner slet ikke Kendall Jenners tvilling, men blot en mand med fantastiske evner inden for billedmanipulation. Kirby Jenner er et instragram-fænomen, og personen bag, hvis rigtige identitet endnu er ukendt, offentliggør billeder med 'Kirby Jenner' photoshoppet ind på Kendalls oprindelige fotos.

Derfor er manden med det store overskæg ved 'sin søsters' side i alle tænkelige situationer - hvad end der er tale om modeljobs for Versace eller badeferie på en luksusyacht. Ofte er han noget mindre graciøs end sin glamourøse tvilling, men ikke destomindre praler han gerne og længe om sin tætte relation til 'svogeren' Kanye West og alle sine kendis-møder.

'Kanye har skrevet det her fine/skøre/smukke stykke, som hedder 'Kanyes Stykke' om en drøm, han engang havde, så vi besluttede at opføre det for hele holdet i baghaven!!! Uheldigvis faldt jeg af scenen tre minutter inde i showet, men min rolle var ikke så vigtig, så jeg slappede bare af på jorden indtil stykket var slut,' skriver han til et billede, hvor Kendall står iført et florlet outfit og han selv er klædt ud som gaffel.

Kendall Jenner selv har ikke en lige så udførlig beskrivelse til sin egen version af billedet, hvor Kirby Jenner ikke er med, men nøjes med billedteksten 'sidste år'.

K uden gaffel

Kirby Jenners instagramprofil har fået stormende succes, siden det første billede blev lagt op i juni 2015 og profilen har nu over 600.000 følgere, hvilket dog stadig er beskedent i forhold til Kendall Jenners profil med over 80 millioner følgere. Se flere af de forskellige udgaver af Kendall Jenners liv med- og uden tvillingebror i bunden af artiklen.

Realityserien 'Keeping Up with the Kardashians' har givet familien Kardashian/Jenner massiv stjernestatus. Siden serien første gang så dagens lys i 2007, har vi fulgt søstertrioen Kim, Kourtney og Khloé Kardashians udbrud, intriger og genforeninger med moren Kris Jenner og deres bror Robert.

Også pigernes tidligere stedfar, OL-deltageren Bruce Jenner, skabte overskrifter, da han midt i rampelyset i et eksklusivt interview med ABC News erklærede sig for kvinde og dermed offentligt skiftede navn til Caitlyn Jenner. Sammen med sin tidligere kone Kris Jenner, fik daværende Bruce Jenner døtrene Kylie og Kendall, som også begge er blevet berømte for henholdsvis en make-up serie og en modelkarriere.