Hvordan ville du have det, hvis du pludselig fandt en nøgen mand svømme rundt i din swimmingpool?
Hvis du er Kendall Jenner, så er der nultolerance over for den slags. Hun har netop fået et polititilhold til den 27-årige mand, der valgte at afklæde sig selv i hendes baghave, skriver TMZ.
Manden havde først skaffet sig adgang til haven, dernæst tog han tøjet af, svømmede rundt i hendes pool og afsluttede så 'showet' med – stadig nøgen – at banke voldsomt på Kendall Jenners vinduer.
En sikkerhedsvagt på hendes bopæl fik ham stoppet, og politiet hentede ham.
Torsdag besluttede en dommer, at den 27-årige skulle holde sig omkring 100 meter fra Kendall Jenner de næste fem år.
Han må heller ikke kontakte hende. Hverken direkte eller indirekte. Og til sidst skal han også holde sig fra hendes hjem, hendes arbejdsplads og hendes biler.
Polititilholdet indbefatter også hendes mor, Kris Jenner, og søsteren Kylie Jenner, da de ofte kommer både i huset og ofte opholder sig sammen med Kendall Jenner.
Faktisk er det ikke det eneste polititilhold, Kendall Jenner har været nødt til at få denne uge. En anden mand skulle efter sigende være taget med fly til Kendall Jenners hjem for at slå hende og sig selv ihjel.
Den trussel tog hun meget seriøst og kontaktede med det samme politiet.