Normalt forbinder man ikke en fødsel med en begivenhed, hvor personer følger med virtuelt. Men for sangerinden Kelly Rowland var det præcis, hvad der skete.

I januar, da hun fødte sit andet barn, fulgte veninderne fra gruppen Destiny's Child, Beyoncé og Michelle Williams, med via Zoom.

Desuden var den nærmeste familie med på første hånd.

Det fortæller Kelly Rowland til det amerikanske medie People.

Kelly Rowland.
Kelly Rowland. Foto: VALERIE MACON
Vis mere

»Vi havde vores familier med på Zoom, så de kunne se Noah komme til verdenen. Det var smukt,« fortæller Kelly Rowland.

Sammen med Beyoncé og Michelle Williams dannede de den populære gruppe Destinys Child i 1990.

Gruppen er siden gået i opløsning ad to omgange – i 2001 og 2006. Ikke desto mindre er båndet mellem dem fortsat tæt, hvorfor Kelly Rowland beskriver dem som sine søstre og dermed 'sin anden familie'.

Og efter fødslen var popveninderne da også nogle af de første til at møde Noah, som Kelly Rowland siden har navngivet sin søn, fortalte hun i februar til Hollywood Reporter.

Michelle Williams, Kelly Rowland og Beyonce Knowles i 2006.
Michelle Williams, Kelly Rowland og Beyonce Knowles i 2006. Foto: LUCY NICHOLSON
Vis mere

»Pigerne var vitterligt på besøg for lidt siden, og da de mødte babyen, var der en del af mit hjerte, der … At kunne dele rummet med Michelle og Bey er virkelig en gave,« lød det blandt andet.

Foruden sønnen Noah har Kelly Rowland sønnen Titan på seks år sammen med ægtefællen Tim Weatherspoon.

Siden Destiny's Child-tiden er Kelly Rowland, Beyoncé og Michelle Williams alle slået igennem med solokarrierer.