2020 har ikke været et nemt år for sangerinden Kelly Clarkson.

Hun kunne nemlig i juni afsløre, at hun skulle skilles fra Brandon Blackstock efter syv års ægteskab.

Selv har den 38-årige sangerinde ikke sat mange ord på skilsmissen, og det var også kun, fordi flere amerikanske medier fik fat i skilsmissepapirerne, at det kom ud til offentligheden.

Men i sidste uge tog Kelly Clarkson bladet fra munden og fortalte, hvordan det var at skulle finde en ny måde at leve livet på. Det gjorde hun i et interview i 'Today'-show.

Kelly Clarkson og Brandon Blackstock skal skilles.
Kelly Clarkson og Brandon Blackstock skal skilles. Foto: ANGELA WEISS
Vis mere

»Du starter med at se dig selv blive gammel med den her person, og så tager livet pludselig en drejning. Det er så svært for alle, og du kender mig, jeg er meget åben. Jeg prøver at være åben og dele… Det er bare så svær en ting at navigere i,« fortalte sangerinden.

Og mandag, da hendes eget talkshow 'The Kelly Clarkson Show' havde premiere på sin anden sæson, satte hun igen ord på sin skilsmisse:

»2020 har været skyld i mange ændringer, også i mit privatliv. Jeg så i hvert fald ikke noget af det, der skete, komme,« fortæller hun og fortsætter:

»Det, jeg dealer med lige nu, det er så svært, fordi det involverer mange små hjerter. Vi har fire børn tilsammen. Og skilsmisse er aldrig nemt. Vi kommer begge fra skilsmisse-familier, så vi ved også, at det bedste lige nu er at beskytte vores børn og deres små hjerter.«

Kelly Clarkson forklarede også, at selv om hun normalt er meget åben omkring ting, så har skilsmissen været et svært emne, og det er noget, hun kommer til at holde mere for sig selv af hensyn til parrets børn.

»Jeg vil nok ikke gå for meget i dybden med det, fordi I ved, jeg er en mor med stort M, og mine børn kommer i første række,« forklarer sangerinden og uddyber:

»Så ja, jeg vil nok ikke snakke så meget mere om det, men I vil helt sikkert høre mere om det i min musik, for det var jo sådan, jeg blev en sangskriver. Musikken har altid været mit åndested, og det hjælper mig med at komme igennem de mange svære tider, der har været i år.«

Parret har sammen datteren River Rose fra 2014 og sønnen Remington Alexander fra 2016. Brandon Blackstock har desuden sønnen Seth og Savannah fra et tidligere forhold.