60 år har de holdt sammen. I tykt og tyndt. Og frem for alt: mod alle odds.
»Og det bliver vi da ved med. Andet kan jeg overhovedet ikke forestille mig,« lyder det fra Hilda Heick med det vanlige smil i stemmen.
I sommer kunne hun og Keld fejre 53-års bryllupsdag. 53 gode år. Men da parret blev gift 24. august 1968 på Frederiksberg, var der ikke meget at smile over.
»Æv, hvor var det ærgerligt,« siger hun da også.
Hilda Heick var 14 år gammel, da hun endelig bukkede under for Kelds ihærdige kurtiseren, som havde stået på i seks år. Lige siden hun startede som ny pige i klassen.
Men selvom det altså krævede nogle års tilløb at nå dertil, var der ingen slinger i kærligheden, da først hun meldte sig på banen.
Fire år senere – da Hilda fyldte de 18 – blev de forlovet, men havde ikke specielt travlt med at blive gift, for pengene var små. Hilda arbejdede godt nok på Lundbeck & Co., men Keld læste til skolelærer, og selvom han også havde spillejob i weekenderne, måtte brylluppet vente. Lige indtil det blev en nødvendighed.
I 1968 fik det unge par nemlig pludselig mulighed for at få en nybygget lejlighed i Valby. Men det var et krav, at de var gift.
'Jamen, så skal vi jo giftes', husker Hilda Heick, at hun bagefter udbrød og spurgte ind til, hvilke lørdage der var ledige i hans kalender. 24. august.
»Så var det en aftale. Der var ikke noget frieri, og det var ikke særlig romantisk. Vi var bare glade, fordi vi havde fået en lejlighed,« griner Hilda Heick.
Men så opstod balladen.
»Jeg kan godt se i dag, at jeg måske ikke lige var ønskebruden for mine svigerforældre. For de havde uden tvivl set deres søn gifte sig med en pige fra det bedre borgerskab, og så finder han sådan en klump som mig, som kommer fra landet og med forældre uden særlig stor uddannelse.«
»Det var ikke lige dét, de havde tænkt sig, at deres søn skulle havne i,« fortæller Hilda Heick, som ville ønske, at hun dengang havde været lige så klog, som hun er i dag.
»Så havde jeg tacklet det på en anden måde, og det havde aldrig udviklet sig.«
I forvejen havde Hilda ikke just følt sig velkommen i Kelds familie. 'Familiens lille husalf', som de altid nedladende præsenterede hende som. Men udsigten til, at hun nu blev en Heick, satte følelserne på spidsen.
Så uden omsvøb ringede de til Hilda og udtrykte bekymring for, om hendes familie nu havde styr på etiketterne. At man for eksempel ikke kom i brune sko. At hendes mor endelig skulle huske at bære handsker, fordi hun havde 'skrub-hænder'.
»Det var så tarveligt. Min far og mor vidste udmærket godt, hvordan de skulle opføre sig, og holdt altså bryllup for os på Søllerød Kro.«
»I dag ville jeg sige, at hvis de ikke syntes, det var godt nok, måtte de holde sig væk. Men dengang turde jeg ikke sige noget. Jeg var forelsket, men også usikker og en lille forsigtig mus,« siger en ærgerlig Hilda Heick, som gruede for, at hans familie skulle stikke en kæp i hjulet, så hun ikke fik sin Keld.
Så grædende fortalte hun sine forældre om de tarvelige stikpiller. Men det skulle hun ikke have gjort.
»Hvis jeg havde holdt min mund, var det måske ikke revnet med et brag.«
Alt gik hen over hovedet på Keld. Han ænsede ingenting. Følte sig bare som verdens lykkeligste mand, da Hilda blev ført op ad kirkegulvet af sin far.
»Og jeg ænsede kun Keld. Jeg var simpelthen så bevæget over, at dagen endelig var kommet, hvor vi for alvor skulle til at leve vores eget liv. Det var så smukt,« husker Hilda Heick, som havde haft sine bange anelser omkring, hvordan dagen skulle forløbe.
»Men da vi kørte hjem for at overnatte på mit værelse, var vi enige om, at vi havde haft den dejligste bryllupsfest. Lige indtil dagen efter.«
Knap havde brudeparret nemlig forladt festen, før familierne røg i totterne på hinanden. Eller helt konkret: Hildas mor og svigermor.
Et par timer efter at Keld og Hilda var kommet hjem i hendes forældres lejlighed, blev Hilda vækket af sin mors gråd og hendes fars højrøstede stemme.
»Keld sov jo dejligt, så jeg listede ud for at høre, hvad der var galt. Og så sov jeg ellers ikke mere den nat.«
Men det var ikke kun Hilda, der måtte glatte trådene ud. For snart ringede Kelds mor og fortalte, at hendes mand var blevet så rasende, at han var gået hjemmefra. Så ham måtte Keld ud for at finde.
»Det var så åndssvagt. Keld, der drønede rundt og ledte efter sin far, og mig, der sad og trøstede. Men selve brylluppet, det var vidunderligt,« smiler Hilda Heick.
Del: