Knap et år nåede den folkekære sanger Keld Heick at være tilbage på radiofladen i DR, før hans program nu er blevet offer for sparekniven.

Det var i februar, lytterne igen kunne høre Keld Heicks stemme i radioen, da han blev vært for programmet 'Dobbelt op' på P5.

Men allerede nu er det slut. Det skriver ugebladet Her og Nu.

Som et led i den store spareplan i DR har man valgt at nedlægge hans program.

ARKIVFOTO.
ARKIVFOTO. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

I samme ombæring har Keld Heick valgt selv at stoppe på radio-kanalen.

Det er sket frivilligt som følge af et presset program, forklarer han.

»Jeg synes, det har været enormt sjovt at lave radio. Jeg har nydt det, men det har også været svært at nå, fordi jeg har job fire-fem gange om ugen. Jeg må indrømme, at jeg har været lige ved at gå ned med stress på et tidspunkt. Derfor har jeg selv bedt om at stoppe, når aftalen udløber ved nytår,« forklarer sangeren til Her og Nu.

I weekenden kom det frem, at et andet P5-program er blevet nedlagt, og programmets vært - Dan Rachlin - er blevet fyret.