Den ellers så private Hollywood-stjerne Keanu Reeves åbner i nyt interview op om sit privatliv.

Der er vist ikke nogen tvivl om, at Keanu Reeves ikke er som mange andre Hollywood-stjerner, der flittigt deler små bidder af deres ekstravagante liv til deres følgere på sociale medier.

Den 54-årige skuespiller er meget mere mystisk, og det er yderst sjældent, at han deler nogen form for detaljer fra sit privatliv.

Ikke desto mindre er det lykkedes The Jakarta Post at få et dybtfølende interview ud af Hollywood-stjernen.

'Hvad betyder kærlighed for dig,' bliver han blandt andet spurgt om i interviewet, hvortil han kalder sig selv for en 'ensom fyr'.

»Mener du romantisk kærlighed? Ved du hvad, jeg er en ensom fyr. Jeg har ikke nogen i mit liv. Men hvis det sker, vil jeg respektere og elske den person. Forhåbentlig sker det for mig en dag,« svarer Keanu Reeves.

Udtalelsen skærer ekstra hårdt i hjertet, da Keanu Reeves tilbage i 2000 blev far til en dødfødt datter, hvorefter han og hans daværende forlovede, Jennifer Syme, gik fra hinanden, da sorgen var for stor. Blot 18 måneder senere blev Jennifer Syme dræbt, da hun ved en ene-ulykke kørte ind i tre parkerede biler.

I interviewet med Jakarta Post spørger journalisten Keanu Reeves ind til det faktum, at han kalder sig selv for ensom, men det har skuespilleren ikke lyst til at uddybe.

Han udtaler dog, at berømmelsen har medført, at han føler sig som 'et dyr i et bur'.

»Der er helt klart paparazzier, der jagter dig, men jeg går ikke særlig meget ud. Jeg laver faktisk ingenting. Jeg er ret kedelig,« siger han.

Keanu Reeves er i øjeblikket aktuel i actionfilmen 'John Wick 3: Parabellum', hvor også skuespillerinden Halle Berry har en hovedrolle.

Keanu Reeves' karriere tog i den grad fart, da han spillede hovedrollen Neo i Matrix-filmene.

Det er senere kommet frem, at Hollywood-stjernen var ekstremt gavmild i forbindelse med den populære trilogi.

I stedet for at få den sædvanlige løn betalt på forhånd bad Keanu Reeves om en procentdel af indtægterne for de to fortsættelser. Og pengene - godt 380 millioner kroner - gav han videre til filmtrilogiens stuntmen, computer-animatører, makeup-artister og teknikere.

Og det var i øvrigt ikke Keanu Reeves, der selv afslørede sin gavmildhed. Faktisk blev han en smule irriteret, da medier fik nys om historien.

»Jeg ville ønske, at folk ikke vidste det. Det var en privat transaktion. Det var noget, jeg har råd til at gøre, og noget som var værd at gøre,« sagde han.