Katrine Aakjær Nielsen, der blev gift i DR's populære program 'Gift ved første blik', venter sit første barn. Det skriver hun på sin Instagram-profil.
Det er imidlertid ikke manden, hun blev gift med i programmet i 2014, Jakob Bay, der er far til barnet.
Katrine Aakjær Nielsen og Jakob Bay gik nemlig fra hinanden i foråret 2015, og siden har Katrine Aakjær Nielsen mødt en ny, Jeppe, som altså har vist sig at være hendes helt store kærlighed.
Og nu skal de begge være forældre for første gang.
På Instagram har Katrine Aakjær Nielsen delt billeder, hvor hun med brikker fra brætspillet Scrabble har skrevet: 'Miraklet gror. Lykken er stor'.,
I teksten til billedet skriver hun desuden, at hun har termin til juni.
'... til juni skal vi endelig være far og mor,' skriver Katrine Aakjær Nielsen.
Parret bor sammen i et hus i Hasselager, som de købte sammen for et års tid siden.