Kathrine Kjær Linnet om ægteskabet med Anne Linnet: Derfor har jeg altid været tiltrukket af ældre kvinder


Kathrine Kjær Linnet har altid været tiltrukket af ældre kvinder.
Og 'det kan man sikkert lave mange analyser på', siger den unge jurastuderende, der i december blev gift med den 38 år ældre Anne Linnet.
Men faktisk har Kathrine Kjær Linnet selv en forsigtig analyse af, hvorfor hun faldt pladask for den 66-årige sangerinde.
Det fortæller hun i podcasten 'Anden til venstre', hvor kendte danskeres bedre halvdele fortæller værten Stephanie Fisker, hvordan det er at danne par med et kendt ansigt.

Som 14-årig oplevede Kathrine Kjær Linnet, der på daværende tidspunkt endnu ikke var sprunget ud, for første gang at forelske sig i en voksen kvinde.
Og selvom den dybe relation aldrig udviklede sig til et forhold, satte den sig stærkt i Kathrine Kjær Linnet, der mener, at den første forelskelse er afgørende for, hvem man bliver som menneske, og hvem man forelsker sig i senere i livet, fortæller hun.
Måske godt hjulpet på vej af, at Kathrine Kjær Linnet voksede op i et hjem, hvor forældrene var ældre end de andre børns forældre.
»Jeg er vokset op med meget gamle forældre. Der er stor alderforskel på min mor og far. Faktisk er min far langt over 80 og kunne være Annes far,« siger Kathrine Kjær Linnet i podcasten og fortsætter:

»På den måde har min opvækst været anderledes end mange andres. Min far er meget intellektuel, og jeg tror, jeg helt klart er vokset op med nogle andre værdier, end mange andre med unge forældre har. Mine forældre er skilt, men især hos min far har vi snakket om og er gået op i andre ting. Det er måske ubevidst de kvaliteter, jeg har søgt i kvinder, der var ældre end mig. For de samtaler kunne jeg ikke få med en på min egen alder,« siger Kathrine Kjær Linnet, der tidligere har måttet kæmpe for at vise de kvinder, hun datede, at hun har noget at byde ind med, selvom hun er ung.
Indtil hun mødte Anne Linnet, fortæller hun.
Det er heller ikke første gang, den 66-årige sangerinde er blevet gift med en yngre kvinde.
I 2010 giftede hun sig med den 34 år yngre Tessa Frank, med hvem hun fik børnene Isolde og Nemo under deres tre år lange ægteskab.
Foruden de to er Anne Linnet mor til Evamaria og Marcus fra sit ægteskab med jazzsaxofonisten Holger Laumann fra 1974 til 1985. Desuden har hun popsangeren Xander samt tvillingerne Maria og P – tidligere Peter – som hun adopterede fra Rumænien i 2006.