Kate Winslet og Leonardo DiCaprio laver sjov og citerer replikker fra 'Titanic', når de er sammen, fortæller den britiske Hollywood-stjerne i et nyt interview.

For 20 år siden tog de verden med storm, da de spillede over for hinanden i storfilmen 'Titanic'.

Filmen fra 1997 blev et gennembrud for dem begge, men deres filmmøde blev også starten på et helt unikt venskab.

Leonardo DiCaprio og Kate Winslet i 'Titanic' fra 1997.
Leonardo DiCaprio og Kate Winslet i 'Titanic' fra 1997. Foto: HANDOUT NF
Vis mere

Mens fans gennem årene har været overbeviste om, at de to bestemt må være mere end 'bare' gode venner, så har de begge ved flere lejligheder også givet udtryk for, at de har et helt særligt forhold.

Kate Winslet takkede eksempelvis DiCaprio, da hun i 2009 vandt en Golden Globe for sin rolle i 'Revolutionary Road', hvor de to igen spillede sammen. Og hun var en af de første til at lykønske ham, da han i 2016 endelig vandt en Oscar for filmen 'The Revenant.'

Leonardo DiCaprio og Kate Winslet til Oscar-uddelingen i 2016.
Leonardo DiCaprio og Kate Winslet til Oscar-uddelingen i 2016. Foto: VALERIE MACON
Vis mere

I begyndelsen af august blev venneparret fanget af paparazzier på en ferie i Saint Tropez i Frankrig.

Billederne blev blandt bragt i US Magazine, og de gav fornyet liv til spekulationerne på de sociale medier om, at der er mere mellem de to, end de vil være ved.

I det kommende nummer af Glamour Magazine fortæller Kate Winslet mere om det helt særlige venskab. Hun afslører blandt andet, at de to af og til citerer replikker fra deres legendariske første film sammen.

»Du ønsker ikke engang at vide, hvad vi talte om sidst, fordi det var så skægt og fik mig til at grine så meget. På et tidspunkt sagde vi til hinanden: 'Kan du forestille dig, hvis verden virkelig vidste, hvilke skøre ting, vi siger til hinanden?' Jeg vil ikke fortælle dig, hvad vi præcist taler om, men ja, vi er meget, meget tætte, og engang imellem citerer vi mærkelige replikker fra Titanic frem og tilbage til hinanden, fordi vi er de eneste, der kan, og det synes vi er virkelig morsomt,« siger hun.

For et par år siden fortalte Kate Winslet Hello Magazine, hvorfor det varme venskab mellem de to Hollywood-skuespillere aldrig udviklede sig i romantisk retning.

»Jeg er en drengepige, og ikke sådan en pige, man bliver romantisk med. Vi blev venner. Og vi var meget unge og havde brug for hinanden at læne os op ad, fordi vi arbejdede med de vildeste ting og i mange timer. Det var hårdt,« forklarede Kate Winslet dengang.