»Jeg har aldrig talt højt om det før.«

Sådan siger Kate Mara i et stort interview med The Television Academy, hvor hun taler ud om arbejdsmiljøet på Hollywood-filmen 'Fantastic Four' fra 2015.

Den 37-årige skuespillerinde, der blandt andet også er kendt fra tv-serien 'House of Cards', spillede Den Usynlige Kvinde i superheltefilmen, der havde Josh Trank som instruktør, og som bestemt ikke blev et hit i biograferne.

Kate Mara var den eneste kvindelige hovedrolle i filmen, mens Hollywood-stjernerne Michael B. Jordan og Miles Teller spillede nogle af de mandlige hovedroller. Det samme gjorde Jamie Bell, som Kate Mara senere giftede sig med.

Kate Mara med sin mand, Jamie Bell, som hun mødte til optagelserne på 'Fantastic Four'.
Kate Mara med sin mand, Jamie Bell, som hun mødte til optagelserne på 'Fantastic Four'. Foto: Robyn Beck
Vis mere

Ifølge Kate Mara var det instruktøren Josh Trank, der ødelagde hendes oplevelse på settet.

»Det var en forfærdelig oplevelse for mig på 'Fantastic Four'. Jeg har aldrig talt højt om det før. Jeg giftede mig med en af mine medstjerner, så jeg fortryder ikke, at jeg lavede filmen, men jeg ville ønske, at jeg havde reageret anderledes på visse ting,« siger hun i interviewet.

»Kendsgerningen er, at jeg har haft to forfærdelige oplevelser med instruktører, og de var begge mænd. Jeg har også oplevet ikke at komme overens med en kvindelig instruktør, hvilket ikke var en god oplevelse, men der var aldrig et tidspunkt, hvor jeg følte, at det var, fordi jeg var kvinde. Med de mandlige instruktører, skete det 100 procent kun med mig. Det var en magt-ting,« forsætter hun.

Kate Mara har i et interview med Collider uddybet sine oplevelser på filmsettet. Her forklarer hun blandt andet, hvorfor hun fortryder, at hun ikke forsvarede sig selv dengang.

»Jeg skulle have fulgt mine instinkter og min mavefornemmelse, der sagde, at jeg nok ikke skulle ignorere, hvad den person lige havde sagt,« siger hun og fortsætter:

»Jeg tror, at det med at sige fra er noget, vi alle lærer igen og igen. At hvis man føler sig ubehageligt til mode, så er der en grund til det.«

Kate Mara begyndte at date Jamie Bell, der spillede rollen som The Thing i 'Fantastic Four', efter de mødte hinanden på settet i 2015. De blev gift i 2017 og har i dag en datter sammen.

Josh Trank har ikke kommenteret Kate Maras udtalelser. Han har kun instrueret en enkelt film siden 'Fantastic Four', som blev et flop og kun indtjente i alt 167 millioner dollars på verdensplan.

Til sammenligning indtjente 'Frost 2', der godt nok også er den indtil videre mest indbringende animationsfilm nogensinde, 350 milllioner dollar på blot den første åbningsweekend.