Den danske sangerinde Kat Stephie Holst, der nok er bedst kendt for sin rolle i gruppen 'Sukkerchok', skal skilles fra sin mand, Lars Godbersen, der er leder for 'Flying Superkids'.

Det bekræfter parret i en mail til B.T., der indeholder samme besked, som også parrets venner har fået.

'Ikke alle ting her i livet er lige nemme, og for de fleste er det at gå fra hinanden desværre et tabu og et nederlag,' skriver parret og fortsætter:

'Vi har for noget tid siden taget beslutningen om ikke at skulle være sammen længere, men denne beslutning har - helt aparte - været rigtig nem for os,' skriver de.

Selvom beslutningen har været nem at tage, så skyldes det ikke, at der ligger noget dramatisk bag skilsmissen.

Parret oplyser, at det blot skyldes, at de begge er vokset 'helt vildt, men væk fra hinanden'.

De skriver videre, at de blandt andet begge har haft utroligt travlt de sidste par år, og har udviklet sig meget, men at de også føler, at de har gjort hinanden stærkere og klogere.

'Vi er blevet opmærksomme på, at vi stille og rolig har bevæget os i hver sin retning. Vokset fra hinanden, som man så fint siger. Vi vil forskellige ting, og så er det klogt at sige tak for denne gang,' skriver de og fortsætter:

Kat Stephie Holst er nok mest kendt for sin deltagelse i gruppen 'Sukkerchok'. Her ses de ved det danske Melodi Grand Prix i 2010. Fra venstre: Malene Qvist, Kat Stephie Holst og Inez Gavilanes.
Kat Stephie Holst er nok mest kendt for sin deltagelse i gruppen 'Sukkerchok'. Her ses de ved det danske Melodi Grand Prix i 2010. Fra venstre: Malene Qvist, Kat Stephie Holst og Inez Gavilanes. Foto: Kristoffer Juel Poulsen
Vis mere

'Vi er så lykkelige over den kærlige, magiske og udviklende tid, vi har haft sammen som ægtefolk, kærester og bedste venner'.

På trods af skilsmissen oplyser Kat Stephie Holst og Lars Godbersen, at de stadig er bedste venner, og kun har gode ting at sige om hinanden.

'Derfor har vi besluttet at melde vores skilsmisse ud på denne fredelige måde. En gang for alle, og så er der ikke mere i dét.'

Kat Stephie Holst og Lars Godbersen skriver videre, at de ikke ønsker at besvare en masse spørgsmål, for 'vi har det begge rigtigt godt. Og det er dét vigtigste for os at lade jer alle vide'.