Kasper Holtens beslutning om at stoppe som teaterchef på Det Kongelige Teater har undret mange. 

Men over for Billed-Bladet sætter Holten nu ord på, hvorfor han har valgt ikke at forlænge sin kontrakt, når den udløber til august 2027. 

»Nu har jeg været direktør i 20 år, så er det på tide at give slip,« siger han til mediet. 

Kasper Holtens tilknytning til Det Kongelige Teater går tilbage til år 2000, hvor han frem til 2011 var operachef og blandt andet stod i spidsen for åbningen af Operaen på Holmen.

Fra 2011 til 2017 var han operachef på Royal Opera House Covent Garden i London, indtil han fik jobbet som teaterchef på Det Kongelige Teater.

Hvad 53-årige Kasper Holten skal bruge sin tid på efter sommeren næste år, ved han endnu ikke.

Til Billed-Bladet siger han, at han måske skal sove et par måneder – og nyde at have mere tid til at se og være sammen med sine børn. 

Sammen med sin kone, koreograf Signe Fabricius, har Kasper Holten to døtre.

Kasper Holten er uddannet i litteraturvidenskab og teatervidenskab på Københavns Universitet.