Selvom priserne er små, er armbevægelserne store i butikskæden Basic & More, der har rigmanden Karsten Ree i ejerkredsen.

Blot to år efter, at kæden blev stiftet, og et år efter at den danske rigmand gik ind i projektet, udtaler administrerende direktør Søren Bryske Larsen, at man forventer at åbne 30 nye butikker på få år, skriver Børsen.

Kæden havde forventet et underskud i sine første regnskabsår, men er højst overraskende kommet ud med et beskedent overskud på 1,5 millioner efter skat, trods et turbulent år med krig i Europa og høj inflation.

»Vi sidder tilbage med en positiv opfattelse efter vores første år. Vi er blevet taget enormt godt imod af kunderne. Jeg tror også, vi er ramt, men det er svært at vurdere, fordi vi ikke har tidligere år at sammenligne med. Samtidig kan krisen være kommet os til gode, fordi vi brander os på, at vi kan levere varer til meget attraktive priser,« siger han til mediet.

Basic & More opkøber restpartier og 2. sorteringsvarer fra kendte brands og sælger dem til nedsat pris.

Og det var et koncept, som forretningsmanden Karsten Ree så et lys i, da han sidste år smed 10 millioner kroner i foretagendet.

»Vi har været så heldige, at der har været en række investorer, som har været interesseret i at blive en del af Basic & More. Vi har valgt med maven og er sikre på, at Karsten Ree og hans folk kan hjælpe os med at åbne endnu flere butikker og nå nye kunder,« udtalte medstifter Rasmus Rask dengang til Finans.

Foreløbig har kæden seks butikker i Aalborg, Aarhus, Kolding, København, Odense og Vejle.